Ønsketænkning eller desperation

Af Preben Sauerberg

                                                          Ønsketænkning eller desperation

Vi er lige kommet igennem en undskyldning fra Christine Antorini mht. folkeskoleforliget og dets katastrofale følger her få år efter.

Nu kaster Antorini og Østergård sig så ud i endnu et vanvittigt eksperiment: den inkluderende skole. Man sidder med en fornemmelse af, at almindelig sund fornuft er en by i Rusland i de berørte ministerier. Er ministrene holdt op med at lytte til deres embedsmænd? Eller er embedsmændene holdt op med at vejlede deres ministre i erkendelse af, at det sgu nok ikke flytter noget?

Det er fint nok at ville inkludere. Man skal bare ikke gabe over større stykker end man kan klare. Nu nedlægger man de fleste af de udmærkede specialundervisningssteder, som er blevet skabt gennem de sidste mange år. Dvs. at meget af den ekspertise, som i dag findes ude i landet, forsvinder.

I Ringsted er erhvervsklasserne blevet nedlagt for ca. 10 måneder siden. Nu ser man så resultatet. Man er nødt til at genskabe et beredskab for at kunne tage hånd om de elever, som tidligere var elever her.

Man skulle vel kende skolelederne dårligt, hvis ikke de i en eller anden udstrækning vil overføre nogle af de penge, som tidligere blev brugt på specialundervisning, til andre områder.

Er det meningen, at de ca. 50.000 elever, som har været omfattet af specialundervisning tidligere, skal kunne rummes i den almindelige undervisning?

Anser Antorini & Østergård det for forsvarligt at udsætte lærerne for endnu en arbejdsbyrde? Skal det så være på bekostning af forberedelsestiden, samarbejdet med forældrene, den nye undervisning i seksualitetens mangfoldighed, eller hvad?

En gang imellem kan det godt betale sig at spise brød til, før man kaster sig over en ny politisk godbid.

Hen til kommoden og tilbaws igen…

Af Preben Sauerberg

                                            Hen til kommoden og tilbaws igen… 

De seneste dage har medierne været fyldt med historier om de 80.000 unge, som står udenfor arbejdsmarkedet og er på en eller anden form for overførselsindkomst.

Nu er vi så nået til den Folkeskolereform et bredt flertal i Folketinget besluttede for omkring 4 år siden. Her gennemførte man nye retningslinjer for uddannelsen af folkeskolelærere på trods af de mange advarsler de kompetente grupper kom med.

4 år senere ser vi nu konsekvenserne af det fejlskud, der har betydet, at verdens dyreste skole stille og roligt er på vej mod den internationale bund med hensyn til karakterer hos dagens elever i folkeskolen. At det samtidig har vidtrækkende konsekvenser for gymnasiet og på sigt de videregående uddannelser, er der ingen tvivl om.

Det er lykkedes en række undervisningsministre at skabe så meget ravage i læreruddannelsen og i folkeskolen, at antallet og kvaliteten af folkeskolelærere er faldet til et niveau, som aldrig tidligere set.

Unge håbefulde seminariestuderende vælger primært efter interesse, og fred være med det. Det er bare ikke det der er behov for.

Hvem er det der vælger at blive folkeskolelærere? Er det de studenter, der har så lavt et gennemsnit, at de ikke kan komme på de højere uddannelser? Hvis det er tilfældet, har folkeskolen et problem. Ikke blot nu og her, men også i de kommende mange år.

Når nu diverse undervisningsministre er så begejstrede for grundskolerne i Finland og Singapore, er det vel på tide at se på, hvilken form for uddannelse lærerne har disse steder.

Samtidig er vi nået til det tidspunkt, hvor vi har behov for, at kompetente eksperter indenfor folkeskolen bliver hørt og får lov til at udstikke langsigtede planer, som ikke ændres blot fordi valgloven kræver et valg mindst hvert 4. år. Det er på tide, at politikerne tør betro disse eksperter ansvaret for folkeskolen for en længere periode.

Nu får vi så, som beskrevet andetsteds, den inkluderende folkeskole. Det skal nok komme til at koste lærere. Parallelt med dette kan vi allerede nu få øje på, at kommunerne vil lukke cirka hver 7. skole.  Forklaringen er, at det vil være bedre for skoleleverne at gå på en stor skole, på trods af at der ikke findes undersøgelser, der kan bekræfte eller afkræfte kvaliteten af større eller mindre skoler. Ud over den uro, der vil følge med nedlæggelsen af de små skoler, kan det også komme til at betyde, at utilfredse forældre vil forsøge at erstatte den lille lokale skole med en friskole.

På længere sigt vil nedlæggelsen af yderligere et stort antal små skoler betyde, at ”udkants Danmark” atter bliver ramt med alvorlige konsekvenser til følge.

Den inkluderende folkeskole

Af Preben Sauerberg

                                                     Den inkluderende folkeskole

2012 er en ny begyndelse for specialundervisningen i folkeskolen. Kommunerne har overført de beløb, som tidligere blev benyttet til specialundervisning via PPR, Pædagogisk psykologisk rådgivning.

En tredjedel af de midler folkeskolen hvert år modtager fra staten skal nu benyttes til den inkluderende undervisning på de enkelte folkeskoler.

Tanken om at beholde de 13 milliarder, der er tale om, i folkeskoleregi kan i første omgang godt føre til jubel rundt om i landet.

Enhver, der har fulgt specialundervisningens himmelflugt i Danmark, ved godt, at det svarer til at tisse i bukserne. Det varmer så godt til at begynde med, men køler så rædselsfuldt på lidt længere sigt.

Med den inkluderende skole har kommunerne i vid udstrækning opsagt mange af de samarbejdsaftaler, der tidligere har fungeret med mindre specialiserede specialundervisningstilbud. For elevernes skyld må man håbe, at den inkluderende skole vil blive et positivt tilbud. Meget kunne tyde på, at det desværre ikke vil blive tilfældet.

Mange af de elever, som tidligere ville kunne have profiteret af et andet undervisningstilbud end folkeskolen, kan se frem til at tilbringe undervisningen i en skole, de ikke kan bruge. Der er tale om en vifte af elever med vidt forskellige behov og/eller diagnoser. Ordblinde, talblinde, autister, ADHD’ere, DAMP’ere, ADD’ere osv.

Parallelt med den inkluderende skole diskuterer man nu, om ikke De frie skoler skulle have skåret i deres statstilskud. Samtidig flytter flere og flere forældre deres børn til de frie skoler. Man ser et scenario for sig, hvor den inkluderende skole skal finde sine ben, mens de elever, der ikke ønsker at få undervisning i folkeskolen, af økonomiske årsager vender tilbage til denne. Der vil være tale om forældre og børn, der kender deres ret og vil forholde sig til denne.

Fire ud af ti lærerstuderende dropper uddannelsen, og kommunerne fyrer folkeskolelærere, mens alle råber og skriger på verdens bedste skole med verdens højeste udgifter.

Velkommen til fagre nye verden og den inkluderende folkeskole.

Hjælp til selvhjælp

Af Preben Sauerberg

                                                         Hjælp til selvhjælp

Myanmar, det tidligere Burma, undergår for øjeblikket en af de hurtigste forandringer, vi længe har oplevet. I modsætning til ”Det arabiske forår” har Myanmars militære ledere forstået det vink med en vognstang, borgerkrigene fra Nordafrika og Mellemøsten har vist. I tide har de forsøgt at skabe en glidende overgang mod et demokratisk styre. Dette er lynhurtigt blevet opfanget i omverdenen, og den ene handelsdelegation efter den anden besøger for øjeblikket Myanmar med henblik på at komme” med på toget”, når endnu en ”tigerøkonomi” sætter gang i væksten, og turister begynder at vælte ind over grænserne for at skabe et nyt Thailand. Derfor er det så meget desto vigtigere, at vi lærer af fortidens fejl og ikke omdanner Myanmar til et nyt turisthelvede, men af respekt for landet og dets indbyggere afstemmer vores vådeste drømme efter befolkningens egne ønsker og tempo.

Umiddelbart og meget sympatisk har regeringen besluttet at øge hjælpen til Myanmar med 100 millioner kroner.

Når vi yder hjælp til et land i rivende udvikling bør vi hurtigt hjælpe med infrastruktur i bredeste forstand. Vi bør hjælpe med opbygning af et skolesystem, hvor alle børn får tilbudt uddannelse. Vi bør hjælpe med at opbygge en helbredssektor, der er i stand til at tage hånd om de svageste. Vi bør hjælpe med at udvikle Myanmars eksporterhverv med henblik på selv at udvikle forpligtende handelsforbindelser på sigt. Ved at yde denne hjælp bliver der tale om hjælp til selvhjælp.

Det skaber respekt at respektere andre, så vi kan se os selv i øjnene.

Et reelt alternativ til sofaen

Af Preben Sauerberg

                                                    Et reelt alternativ til sofaen

80.000 unge mellem 15 og 29 år er på en eller anden form for offentlig ydelse i Danmark. De er hverken under uddannelse eller i arbejde. Forklaringerne er mange.

Alligevel må man stå noget forundret overfor det faktum, at produktionsskoler i Danmark fyrer lærere pga. mangel på elever, mens rigtig mange unge er udenfor uddannelse og arbejdsmarked. Specielt når man tænker på, at nogle af produktionsskolernes kerneydelser er at lære unge at indgå i et forpligtende samarbejde, være mødestabile, indgå i en produktion osv. Samtidig tilbyder skolerne også undervisning i væsentlige skolefag som dansk, engelsk og matematik. 3 fag som alle som giver de unge en ordentlig basis, når de efter afsluttet ophold på produktionsskolerne fortsætter i uddannelsessystemet enten på erhvervsskolerne eller andre uddannelser.

På produktionsskolerne er de unge omgivet af dedikerede undervisere, som forener faglighed og socialt nærvær. Lærere som er gode til at skabe den tryghed rigtig mange unge. Når medierne fortæller om unge, som er socialt utrygge og isolerede, er netop arbejdet med at genopbygge tillid og tryghed nogle af de kompetencer produktionsskolerne er i stand til at implementere hos de unge.

I Silkeborg har man besluttet sig for at ethvert frafald af en ung er et frafald for meget. Her har kommunen indført ”Garantiskolen”. Det betyder, at hver gang en af kommunens unge falder fra i uddannelsessystemet står en af de mange aktører klar til at gribe den unge. Kommunen forklarer det selv som en form for trampolin eller brandlagen, den unge lander i. Når vedkommende kastes ned i dette, bliver han/hun straks grebet af en af de andre aktører. De store spillere i dette utrolige sikkerhedsnet er bl.a. Ungdomsskolen, produktionsskolen, UU, erhvervsskolerne, erhvervslivet, osv. Man oplever med andre ord at meget få unge bliver tabt på gulvet.

Vi kan ikke tillade os at lade en ungdomsårgang gå til spilde. Ingen ansvarlig regering kan være vidne til dette.

Et af den nye regerings vigtigste mål bør netop være at få sat gang i de unge, så de er parate, når det gryende opsving for alvor blæser ny optimisme i befolkningen. Vi kan ikke tillade os at efterlade en generation til senere generationers forsørgelse. Det er ikke kun uansvarligt. Det er uværdigt.

Efterkrigssyndrom

Af Preben Sauerberg

                                                        Efterkrigssyndrom

Vi har afsluttet krigen i Irak med dansk deltagelse. Vi kan se en ende på krigen i Afghanistan. Ind imellem har vi deltaget i en fredsbevarende indsats i Libyen.

Når vi i dag ser tilbage på disse krige, kan man som borger i Danmark ikke lade være med at spørge sig selv, om det var ofrene værd. Ikke blot de danske soldater som blev dræbt eller sårede i de nævnte krige, men også de mange civile, som er blevet krigenes ofre.

Ser vi tilbage på indsatsen i Irak, er der næppe meget tvivl om, at vi befriede irakerne for en diktator af værste skuffe. Det samme kunne man for så vidt mene om indsatsen i Libyen. Alligevel står man tilbage med rigtig mange spørgsmål, som det danske Folketing og det danske folk må stille sig selv. Var det en rigtig indgriben i Irak, henholdsvis Libyen for ikke at nævne Afghanistan? Og betyder det nu, at vi bør gribe ind i Syrien og Iran? Eller andre mere eller mindre demokratiske systemer. Er det resultat, der er kommet ud af krigen i Irak, noget vi kan være stolte af? Og tilfredse med? Når vi ser på de ledere, der har overtaget magten, kunne man nok mene, at det er gået fra værst til værre eller slemt. Der myrdes og udøves terrorangreb i dagens Irak, som udelukkende går ud på at skabe uro for at bevise, at styret er ude af stand til at styre. Der er tale om en religiøs krig mellem store befolkningsgrupper, som gør, at vi må spørge sig selv, om ikke diktaturet er blevet afløst af en skjult borgerkrig, hvor de nye herskere forsøger at udrydde deres modstandere. Daglige bombninger og terroranslag er hverdag i Irak. Kan vi være stolte af det?

Krigen i Afghanistan, som godt nok har et andet mandat, er vel egentlig begyndt som opgøret med al-qaeda. Resultaterne er dybt nedslående. Man har fået en række halv- eller helkriminelle afløsere for de religiøse ledere, som tidligere har holdt et tilbagestående folk i et jerngreb. Der er en indbygget modsætning i vores forsøg på at indføre et vestligt demokrati i et land, som på mange måder befinder sig lysår fra vore landes ideologier. Vi kan uddanne nok så mange piger og drenge i Afghanistan. Det hjælper mindre end lidt, hvis al-qaeda i et uskønt samarbejde med Karzais regering overtager de provinser, der er umulige at kontrollere. Samarbejdet er i fuld gang. Forhandlinger under bordet har været ført mellem den nuværende regerings ledere, amerikanerne og ledere fra al-qaeda gennem de sidste mange måneder.

Det er positivt, hvis vore soldater fokuserer på de opbyggelige resultater, de har været med til at skabe, men frustrerende, hvis alt det arbejde, der er gjort for at forandre samfundet, går i opløsning, når vi forlader ”den synkende skude”. Det sidste er der meget der tyder på, da forudsætningen for at forandre ikke er ændret. Korruptionen lever i bedste velgående, og skal der ændres noget kræver det penge under bordet til de lokale stammeledere, politiet eller militæret. Tankegangen, mellem deres måde at se samfund og vores, er grundliggende forskelligt.

Vi ser i dag tilbage på vores indsats i Libyen, som en succes historie. Vi mistede ingen soldater, målene var til at aflæse via tv billederne, en begejstret opposition hyldede os, og nu er der mulighed for dansk erhvervsliv til at få gode kontrakter ved genopbygningen af det borgerkrigshærgede land. Som i Tunesien og Ægypten er det selvfølgelig hammer irriterende, at befolkningerne ikke ønsker vores form for demokrati, men synes at styre direkte mod et mere religiøst fundamentalistisk styre. Vores håb må være, at mange af de unge veluddannede borgere i alle de nævnte lande, lader sig inspirere af muligheden for et mindre undertrykkende samfund, som på sigt vil afløse, de styrer, som er blevet væltet. Ikke mindst har kvinderne haft modet til at deltage i omvæltningerne, hvilket måske vil give dem smag for mere frihed og større indflydelse.

Fascismens hæslige ansigt

Af Preben Sauerberg

Fascismens hæslige ansigt

En kold vind fejer over Europa. En vind, som har været dæmpet til en stille kulde siden 1920‘erne, er nu ved at rejse sig til en isnende storm gennem det Europa, som har været uden krig i over 65 år. En af de længste fredsperioder nogensinde, hvis man kun ser borgerkrigen i Jugoslavien, som et uhyggeligt stormstød fra fortiden.

Nu rejser fascismen atter sit hæslige ansigt forårsaget af økonomisk krise og voksende arbejdsløshed. Enhver er sig selv nok, og de mennesker, vi for et splitsekund siden plejede civiliseret omgang med, bliver nu vore svorne fjender.

20‘ernes og 30‘ernes fjendebilleder bliver atter hevet frem af erindringen. Minoriteter og naboer skal kanøfles. Jøder, sigøjnere, homoseksuelle mm. bliver atter lagt for had. De naboer, vi havde bilagt stridigheder med for årtier siden, bliver atter vakt til live i håbet om at fjerne de problemer, vi egentlig burde løse sammen.

Gennem de sidste 10 år har vi tilladt en øget fascisme indenfor vore grænser. Vi har vendt vores vrede over større ulighed og voksende egoisme mod de fremmede, vi i sin tid inviterede til Danmark.

Den tidligere regering har, for at tækkes Dansk Folkeparti og få gennemført en borgerlig liberal lovgivning, accepteret at indføre love mod indvandrere og flygtninge, som ligger fjernt fra det menneskesyn, vi som danskere normalt bryster os af.

Danmarks anseelse i udlandet har lidt ubodelig skade. Vi har beskåret hjælp til den tredje verden. Vi har deltaget i 2 krige langt fra Danmarks grænser. Og deltaget ud fra forkerte præmisser og under falske forudsætninger. Vel er krigen i Irak slut for Danmarks vedkommende, men krigen i Afghanistan slutter først i 2014, hvilket vil betyde endnu flere unge menneskers nytteløse død. Danmark har et forklaringsproblem overfor de pårørende, hvis fædre, sønner, døtre osv. ofrede deres liv i en meningsløs krig. Man må ikke håbe, at vi om få år vil opleve, at de krige vi deltog i blot medførte mere yderligtgående regimer, end dem vi kendte på forhånd.

Skulle Danmark deltage i krige med samme begrundelse som de to sidste, vil vi skulle involvere os over det meste af verden, så langt frem i tiden vi kan se.

I 1989 faldt muren mellem et socialistisk system, som tilgodeså en lille elite, og den kapitalisme, som syntes at kunne udkonkurrere et hvilket som helst andet system.

I 2007 brød så denne kapitalisme sammen. Ikke pga. udefrakommende indflydelse, mere pga. en indre glubskhed, hvor de få udnyttede de mange til at berige sig i en helt vanvittig grad. Her kan vi bare se tilbage på de astronomiske pengebeløb børshandlere over hele verden tilgodeså sig selv med, samt de pengeinstitutter og realkredit institutter, som svindlede og bedragede almindelige borgere til at tro, at væksten ville fortsætte uendeligt.

Siden 2007 har vi oplevet en helt ny verden, hvor de vestlige landes økonomiske model har fået et grundskud. Samtidig har Asiens og Sydamerikas tiger økonomier udviklet sig med en hastighed ingen kunne forudse.

Tilbage står forarmede vestlige lande, som stadig erindrer fordums storhedstid og ikke kan acceptere det totale kollaps, der fulgte efter 2007.

Følgevirkningerne af det økonomiske kollaps har betydet en galopperende arbejdsløshed pga. arbejdspladsernes udflytning til asiatiske lande. Den utilfredshed og det armod, dette har skabt, har været grobund for den fascisme, vi i dag ser vokse frem i flere og flere lande.

Flere og flere økonomer, forfattere, filosoffer, politikere osv. er begyndt at få øjnene op for dette voksende problem. Forfatteren Naomi Klein og og vækstøkonomen Krugman har beskrevet det problem, denne fascisme vil føre til. Naomi Klein har beskrevet, hvordan man på 10 punkter kan se, om et samfund udvikler sig i en fascistisk retning eller ej. Krugman anskuer det mere ud fra en økonomisk, filosofisk retning.

Vi ser, hvordan Ungarn, Finland og Østrig, som de mest markante lande i EU, accepterer den voksende fascisme.

Fascismen skal i denne kontekst ses som de nationalistiske fascistoide bevægelser, som vokser ud af den voksende armod og vrede over regeringers manglende evne til at handle fornuftigt i en vanskelig tid. Ikke foretage populistiske, men nødvendige tiltag for at komme helskindede igennem krisen.

EU er nødt til at bekende kulør og forlange at fascismens hæslige ansigt en gang for alle bliver bekæmpet ved demokratisk lovgivning. Det betyder, at de enkelte stater ikke kan forbyde partier, som i henhold til den enkelte stats grundlov er legitime. At EU kan skride ind, hvis det oplever enkelte landes indskrænkning i ytringsfriheden.

Vores personlige sekularisering

Af PBlich

Jeg er 21-årig studerende, uarbejdsdygtig grundet leddegigt, jeg går i terapi for depression og jeg oplever lige i øjeblikket på min uddannelse at der opstår talen om os selv, mere end den akademiske læren. Hvis ikke min tilværelse omhandler mit navlepilleri, eller lytten til andres navlepilleri, så drejer det sig om hurtig underholdning og forbrugslykke. I mangel på udfordring er mit syn på penge ved at ændre sig i en velkendt kulturel retning. Når kontoen er tom midt på måneden, er jeg nu sikker på at jeg er langt mindre lykkelig. For den eneste stimulans der er at finde er den som findes i latten!

Der ses en eksplosion i antallet af unge med psykiske lidelser, og mens jeg selv sidder som en af dem, kan jeg have svært ved at udpege nogen i mine omgivelser som ikke lider under lignende. Men åbner jeg et kvindemagasin bliver jeg overdynget af artikler om inspirerende, succesrige kvinder, hvis ambitioner ingen ende vil tage. Jeg kan ikke se de fremadrettede ambitiøse unge, jeg kan nærmere se desperationen efter at tilstræbe sig image og håbet om karrierens opfyldelse af selvrealisering.

Det er et interessant paradoks at en psykisk lidelse som depression kræver et fokus indad til, når det er narcissismen der gør os syge. Jeg spurgte forleden en god ven på studiet, hvorfor jeg var så forfærdelig træt i denne periode. Det er meget enkelt, sagde han, fordi det keder dig. Som en af de eneste ikke-troende på en uddannelse indeholdende kristendomskund, kan det være svært for mine medstuderende at få hænderne ned, når de bliver uddannet i dem selv. Hvilket jeg sagtens kan se det skønne ved. Men særlig akademisk virker det ikke. Denne øjenåbner gjorde det meget klart, at jeg ikke kunne henvende mig nogen steder, uden at der blev talt om selvet. Blandt veninder, blandt mine bofæller, og nu i sådan grad også på mit studie at jeg tog mine egne bøger med til undervisningen. Jeg skreg efter at sidde bag kassen i netto, blot for at agere i social sammenhæng uden der skulle tales personligt.

Siden hvornår er det største blevet os selv? Er det verdens størrelse i dag? En dag i myldretrafikken tog jeg min cykel med i s-toget og oplevede i flex-rummet hurtigt en konflikt mellem passagerer uden cykel og passagerer med cykel. Der skete en gruppering, hvor diskussionen lød på hvem der havde ret til flex-rummet. Er det der vi er nu? Vi, en befolkning som lever i et af verdens bedste samfund – hvis ikke vi har overskud og rummelighed, hvem har så? Vi kom alle sammen med toget, ved den afgang, så hvad er i virkeligheden vores problem?

Lad mig forsøge at svare, ved at tage et citat fra min egen notesbog;

Der er dem som går gennem en hård tilværelse uden at bemærke det, og så er der dem som bemærker hårdheden af intet.

Det ser ud som om at der er sket en sekularisering mellem samfundet og individet. Individualiseringen er ingen dårlig udvikling i samfundet, men den har skabt et verdensbillede, som ikke er naturligt for mennesket. Der er ikke grænser for, hvad vi kan gøre for os selv. Jeg har oplevet i mit frivillige arbejde, hvordan de frivillige sætter store krav til personlig tilpasning. De forklarer sig med at de har travlt med studie og fortæller ledere at de ikke kan forlange mere. Min tanke går på de danske modstandsfolk, som passede deres arbejde og studier, i en årrække hvor de hver nat måtte have pistolen liggende under hovedpuden, en årrække hvor de ikke oplevede en dyb nats søvn, i frygt for at blive taget. Vi skal være taknemlige over at vi ikke har sådanne tilstande i dag, som gør at vi er nødt til at ty til de midler, som modstandsbevægelsen gjorde. Men tænk at mennesker har budt sig selv dette for en større sag. I dag er den største sag os selv, og vi ønsker ikke at tage os mere tid end den vi bruger på os selv. Men jeg er bange for at resultatet af dette er ligeså psykisk nedbrydende som det vores kammerater under krigen pådrog sig.

Vi er privilegerede, vi har det godt. Det gør mig ondt at se min generation kæmpe med så mange indre konflikter, som gør at de ikke kan blive lykkelige. Vi er privilegerede, men vi har brugt det helt forkert og skabt vores egen indre krig. Vi har ikke nogen målestok, vi har altid haft vores rettigheder. Ligesom at vores velfærdsstat er blevet et krav mere end et privilegium, har vi malket vores fordele og synes ikke at kunne få nok. Historien er interessant, fordi den skal lære os. I og med der kun findes en form for klogskab, bagklogskab, skulle man tro at vi i det danske samfund formåede at udnytte vores ressourcer og gå forrest i drømmen om en bedre verden. For hvis vi er et af de bedste samfund i verden, hvorfor er der så så langt i mellem de taknemlige udtryk?

Er ungdomsoprør og kulturbevægelser anakromisk? I tresserne var det materialismen og magtsyge, som skabte ungdomsoprøret. Efter økonomisk fremgang i den vestlige verden, følte hippierne at de måtte gøre op med det materielle og jagten på profit. De gik imod militarisme og krig. De så et samfund, som havde vokset sig stærkt og de så hvordan stormagterne misbrugte deres styrke. De ville forandre verden. Hippiekulturen var ikke entydig god, det typisk postmoderne ved denne bevægelse var, at det blev en popkultur, som ungdommen ønskede at tilpasse sig. Ikke alle kunne rumme disse værdier, og at der ikke var en åbenhed overfor de afvigende, er det mest problematiske ved sådanne strømninger. Jeg mener ikke at et ungdomsoprør eller et opgør er anakronisk. Jeg mener at vi bør tage det bedste med os, som historiens erfaringer har givet os. At der er en økonomisk krise, gør ikke et opgør med det materielle mindre aktuel. Vi bliver manipuleret til at forbruge os til lykke. Opgøret er mere aktuelt end nogensinde, for vores samfund er ved at gøre det materielle til grundlæggende værdier. Hvor bliver kulturbevægelsen af, som siger; vi er trætte af image-opslugthed og brugsværdi, vi ønsker at bruge vores personlige overskud på at skabe idealer og til ønsker om en bedre verden. Vi ønsker rent faktisk at rette blikket ud og være en del af verden. Det er vidunderligt at kunne undersøge sit personlige univers, men hvis det bliver alles omdrejningspunkt, så sekulariseres vi langsomt fra samfundet, og tager ikke del i det på anden vis end ved at gøre karriere og forbruge.

Jeg håber at komme til at se en generation som ikke drukner i studievalg og økonomiske grubler, men som løfter sig over de værdier som samfundet forsøger at påtvinge os. En generation af rummelighed, medmenneskelighed og inddragelse af den globale verden og alt hvad den indebærer. Ungdommens år, er de hvor mennesket rummer flest behov for ændring, og vores mangel på erfaring og vores uskyldige naivitet, skal have plads til at blomstre, og skal bruges som de smukke egenskaber det i sandheden er.

Christiansborgs franske syge

Af Preben Sauerberg

                                                                   Christiansborgs franske syge

Siden Poul Nyrup Rasmussen ansatte den første spindoktor, er antallet af disse steget år for år for i 2011 at gå fuldstændig over gevind.

Hvad har det så betydet, at spindoktorerne har holdt deres indtog på Christiansborg? Først og fremmest at der er blevet længere mellem politikerne, de folkevalgte, og vælgerne, befolkningen.

Selvfølgelig er der også blevet skudt et led ind mellem politikerne og journalisterne. En del af de forbindelser, som tidligere var mellem journalisterne og politikkerne, er nu blevet til et rent (eller beskidt) forretningsanliggende mellem spindoktorerne og journalisterne.

Jo længere politikkerne fjerner sig fra befolkningen, desto vanskeligere bliver det for dem at forstå selv samme befolkning. Til skade for folkestyret og politikkerne selv. Elfenbenstårnet på Christiansborg bliver en stadig mere isoleret verden.

Der kommer til at sidde en gruppe politiske mørkemænd som skal tygge al information fra politikere til befolkning og omvendt. Nærheds princippet er blevet smidt ud med badevandet, og afløst af armslængde princippet.

Ethvert politisk statement skal gennemtygges til det har mistet enhver smag, for så glider det nemmere ned.

Af Troels Lund Poulsens verserende skattesag fremgår det tydeligt, at det der begyndte som ubehageligt spin endte i en ren katastrofe, hvor løgn over løgn trak venstrefolk stadig tættere på lysets flamme.

Man må håbe, at den nuværende regering på et tidspunkt tager hele spindoktor sygen op til fornyet overvejelse. Den franske syge har ramt Christiansborg. Man må blot advare folketingets medlemmer mod at laden sygen sprede sig.

Barbie og de syv små dværge

Af Preben Sauerberg

                                            Barbie og de syv små dværge

Det synes som om, vi intet skal mangle op til jul. Kvindehåndbold, utallige juleserier, mad programmer, livsstil programmer og diverse magasiner samt film i en uendelighed (de fleste selvfølgelig gentagelser) for ikke at glemme en uendelig strøm af nyhedsudsendelser med bunker af vejrudsigter.

Mangler der noget? Nej, og så alligevel. Et godt drama fra Christiansborg, hvor virkeligheden overgår fiktionens Borgen.

Når Troels, lille Lars, Peter Christensen, indignations Claus osv. kaster sig ud fra 10 meteren i et tomrum, hvor kun den totale afklædning venter.

Det er vidunderligt at se Troels og lille Lars optræde foran et koppel af frådende journalister, der lugter blod.

Man er næsten blevet lidt træt af at se regeringens konstante bortforklaringscirkus, når det drejer sig om alle de politiske beslutninger, der ikke kan lade sig gøre pga. mangelen på kontanter.

Træt af at høre om alle de stakkels nyudnævnte ministres mangel på forklaringer på trods af det fordoblede antal spindoktorer.

Så er det bare dejligt, at den tidligere regering endelig bliver taget med bukserne nede og fingrene i kagekassen.

De uforglemmelige, hadefulde blikke fra lille Lars under de afsluttende debatter før valget rettet mod Barbie Helle.

Endelig er vi så nået til Barbie Helles skattesag. Da først Ekstrabladet flåede kildebeskyttelsen væk og afslørede, at Troels’ spindoktor, Peter Arenfeldt, havde videregivet fortrolige oplysninger til Ekstrabladet og BT, blev katten sluppet ud af sækken. Til at begynde med gik alle andre venstrefolk i flyverskjul. Da krudtrøgen nægtede at lette, rådede Venstres spindoktorer lille Lars til at gå i offensiven og hamre en lige højre ud mod samtlige journalister bag det sædvanlige iskolde smil. Det var så på dette tidspunkt det gik helt ad helvede til.

Egentlig begyndte pressemødet med lille Lars meget godt, indtil journalisterne formastede sig til at stille spørgsmål. Så kan det nok være, at lille Lars viste sit sande jeg. 16 gange havde manden svært ved at forstå dansk. Ganske almindelige spørgsmål. Stillet på ganske almindeligt dansk. Manden kunne ikke fatte en bønne af det.

Var det virkelig den oppositionsleder, danskerne var tæt på at vælge som statsminister?

Den siddende regering kan takke en samling ualmindelig kluntede oppositionspolitikere for at have fjernet fokus fra regeringens politiske problemer.

Så blev det endelig jul.