Etiske overvejelser

Af Preben Sauerberg

                                                    Etiske overvejelser

Kan etik bøjes efter for godt befindende? I løbet af de sidste uger er den i gang værende debat i medierne blevet tæppebombet med etiske holdninger til dette og hint.

De fleste mennesker har kommenteret Marlene Duus’ indspark i vores velfærdssamfund og har fået Betalingsring og Efterlønsdebat til at forsvinde ud over de russiske stepper. Det blev begyndelsen på en debat om offer og voldsmand. Det blev indledningen på en debat om Claus Meyers rolle i resocialisering af kriminelle, en debat om strafudmåling, en debat om fængsler osv.

Herefter er så fulgt debatten om Danmarks rolle i Syrien konflikten. Skal man nøjes med at være en del af gruppe lande (muslimske og kristne), som moralsk vender sig mod det overgreb præsidenten og hæren udsætter det syriske folk for.

Villy Søvndal kom så til at mene, at Danmark aldrig burde modtage informationer fra tilfangetagne, som havde været udsat for tortur. Det blev fulgt op af Helle Thorning. Siden har de så begge forsøgt at moderere deres udtalelser, da der jo kunne opstå situationer, hvor man kunne blive nødt til at benytte sig af informationer fra torturofre.

Nu diskuteres det så, om vi skal handle endnu mere med våben, end vi altid har gjort. Der kan vi kun være glade for, at svenskerne har haft hånden længere nede i kagedåsen end vi har. Vi har trods alt ikke diskuteret byggeri af våbenfabrikker i lande, vi måske om kort tid må tage politisk afstand fra.

Var det i orden at støtte oprørene i Egypten, Tunesien og Libyen, når vi i dag kan konstatere, at de tre lande nu bliver domineret af muslimsk lovgivning, som vil give rabiate muslimer mere magt.

Hvad stiller vi op med Afghanistan, når vi efterlader et land i indre strid med sig selv, når vi trækker os tilbage i 2014. Der er vist ikke meget tvivl om, at de mennesker, der nydt godt af vores tilstedeværelse, vil blive udsat for frygtelige hævntogter, når vi har lukket ned for vores militære engagement. Carsten Jensen udtrykte det så utrolig tydeligt og stærkt i et interview forleden dag, hvor han også roste såvel stats- som udenrigsministeren for endelig at tage bladet fra munden og åbne Pandoras æske for følgevirkningerne af vores militære tilstedeværelse.

Har Anders Elstrup fra Dong Energy handlet etisk korrekt? Har Teaterchefen for Det Kongelige Teater, Erik Jacobsen, handlet etisk korrekt. Har bestyrelserne? Eller blev overvejelserne resultat af personlige og empatiske egenskaber hos bestyrelsesformændene, og kalder det på en fornyet debat om mænd og kvinders position i bestyrelser?

Det er vanskeligt at ville det rigtige og komme ud med det forkerte resultat på trods af alle gode intentioner.

Det er vanskeligt at være menneske. Det er vanskeligt at have en overbevisning, man følger, for efterfølgende at finde ud af, at det af uransalige årsager gik den helt forkerte vej senere hen.

Skolen – samfundets kulturelle centrum

Af Preben Sauerberg

                                            Skolen – samfundets kulturelle centrum

Der farer en ny nordisk storm over den danske skole, og den tradition skolen er bygget op omkring. Når nu vi alligevel er i gang med at inkludere Dansk Industri i folkeskolen, skal vi vel forsøge at tænke lidt ud af boksen. Socialdemokraterne har i hvert tilfælde inviteret deres medlemmer til en visionær debat om Danmarks fremtid (år 2032). I Sovjet kunne de kun overskue 5 års planer, men hvorfor lade sig begrænse.

Skolerne i Danmark har været den kulturelle og dannelsesmæssige smeltedigel for generation efter generation. Nu skal der så nye boller på suppen. Vi skal tilbage til toppen af poppen og være blandt de ypperste uddannelsessteder i verden. Fint nok. Det er der folk til at tage hånd om. Man må håbe brugerne kan følge med i udviklingen.

Med hensyn til skolerne, bygningerne, benyttes mange af dem ofte kun til undervisning i dagtimerne. Og selv om der på nogle skoler er ungdomsskole, aftenskole, idræt, SFO og lignende rigtig gode tiltag, er der alligevel mulighed for at lave skolerne om til kulturelle kraftcentre (i øvrigt som bibliotekerne), hvor nogle af de grupper, som i dag tabes, kunne blive samlet op og fulgt på vej med uddannelse og jobmulighed til følge. Her kunne nævnes de indvandrerkvinder, som er tabt i uddannelsessystemet, de drenge og piger (unge), som har indlæringsproblemer på erhvervsuddannelserne. Selv om man mange steder har indført lektiecaféer, kunne dette være et nyt tiltag, som kunne skræddersyes til netop denne gruppe.

Hvad gør vi ved den gruppe af unge indvandrer drenge og mænd, der qua deres baggrund ikke kan se sig selv som en del af samfundet? Hvordan får vi rykket dem ud af den onde cirkel, hvor et almindeligt arbejde ikke giver en tiendedel af det, forskellige forbrydelser kan indbringe? Inddrag også denne gruppe i udviklingen af skolen, så har vi rykket hele samfundet i den rigtige retning. Tænk, hvis de kunne opleve at møde deres egne familier på skolen. Mor og far, ældre og yngre søskende. Når indvandrere er så gode til at hjælpe hinanden (fætter fætter), så skulle det også kunne lade sig gøre at mødes omkring andre typer af aktiviteter i en anden sammenhæng.

Den skole, i kender i dag, bygger på ældgamle traditioner, som godt kunne trænge til et los i røven. Lad os gøre indlæring langt mere fleksibel. På enhver måde. Både hvad angår tid og alder.

Skolerne kunne sagtens rumme knallertværksteder og andre typer hands on værksteder, kulturelle lyspunkter for indvandrerkvinder og mænd, oplæsnings- og skrivecentrer, hvor forfattere kunne øse af deres dannelse og kulturelle udtryk, malerskoler, hvor professionelle kunne samle interesserede til klasser, der kunne udvikle den indre createur, musikere der kunne være med til at hjælpe andre til atter at mærke deres kroppe og glæden ved at skabe sammen, osv. osv.

Hvis det lyder tresseragtigt, så lad det lyde tresseragtigt. Vi leder efter kreativitet og udvikling i det danske samfund. Skal vi ikke netop i en krisetid genopbygge vores fælles evne til at tænke ud af boksen?

Uddannelse og ungdomsarbejdsløshed

Af Preben Sauerberg

                                            Uddannelse og ungdomsarbejdsløshed

Der foregår i øjeblikket en chokerende nedtur indenfor uddannelse i Danmark. Dagligt bombarderes vi med nyheder om andre landes og byers utrolige skoleresultater. Finland, Singapore og Ontario omtales konstant.

I Danmark fremføres det ene mere fantasifulde forslag angående undervisning, folkeskole, Pisa undersøgelser, gymnasiereformer, inkluderende undervisning, kanon debat, osv. osv.

Der skal ikke herske tvivl om, at vi har en af de mest kompetente undervisningsministre, vi længe har haft. Alligevel er det svært at holde tungen lige i munden, når problematikkerne er så mange og så komplicerede. Kæmpe frafald på seminarierne, universiteter, der ikke giver den undervisning de skal, mangel på praktikpladser fra erhvervsskolerne, frafaldsprocenter mellem 30 og 50 % på erhvervs- og handelsskoler, kæmpe indlæringsproblemer i folkeskolen, indføring af to-lærer undervisning, hvoraf den ene nu godt kan være en lærer uden læreruddannelse osv.

Den inkluderende skole er en smuk tanke. Skolen, der kan rumme alle børn. Skolen, der er en utopi. En smuk tanke, der desværre ikke har en chance for at overleve. Mens vi således får nedlagt de alternative undervisningstilbud, som pt. har fungeret for mange af de lidt skæve unger, som folkeskolen ikke kan rumme, vil vi om ikke ret lang tid begynde at høre fra forældre, lærere, UU- vejledere, psykologer, skoleledere, pædagogiske ledere, osv., som ikke vil acceptere at den ene eller anden elev forstyrrer undervisningen for klassen. Fagre nye verden.

Ungdomsarbejdsløsheden er bekymrende høj. Regeringen taler hele tiden om at vi alle skal arbejde mere. Måske skal vi se på historien om hønen og ægget. Er det ikke ok, at jobbene er der, før vi kan søge dem? Måske en detalje, men ikke helt uvæsentlig.

Vi er tilbage ved ungdomsarbejdsløsheden og praktikpladserne. Begrundelsen for de store frafald på erhvervsuddannelserne er jo blandt andet, at der ikke er praktikpladser, når grundforløbet er overstået. Selv om erhvervsuddannelserne har interne praktikker, oplever vi alt for tit, at de unge begynder på et nyt grundforløb for overhovedet at få en praktikplads. Det er enormt omkostningsfyldt.

På erhvervsskolerne gøres der en kæmpe indsats for at hjælpe de unge. Både når det drejer sig om manglende skolekundskaber med undervisning på mange niveauer, og når det drejer sig om at hjælpe de unge med det rigtige uddannelsesvalg.

En ny gammel spiller på banen er produktionsskolerne i Danmark. Skoler, hvis mål det er at afklare unge, som af en eller anden grund ikke er kommet i gang med en uddannelse, er kommet i gang, men faldet fra, har oplevet personlige nedture osv. Skrøbelige unge, som på produktionsskolerne oplever at få selvtillid, tro på egne evner, tilbud om at blive undervist i grundfagene fra folkeskolen, oplever sig selv som en væsentlig del af en helhed, et socialt forpligtende samarbejde, en hjælp med at blive vejledt og afklaret, osv.

Det er en samfundsforpligtelse at få uddannelsen på skinner og afskaffe ungdomsarbejdsløsheden. Danmark har ikke råd til at miste en generation. Det er rigeligt, at vi nu skal til at samle op på gruppen af 25 – 30’årige, som aldrig er kommet i gang.

Hvad ud ad vindes, skal ind ad tabes

Af Preben Sauerberg

                                            Hvad ud ad vindes, skal ind ad tabes.

Udenrigspolitisk placerer Danmark sig ret så centralt pt. Helle og Villy fylder godt op i EU sammenhæng, og når det gælder samlingen af Syriens venner. Man kunne synes, at det er ganske godt gået, når Helle konstant optræder på den internationale scene og i nationale og internationale medier, f.eks. ved det netop overståede møde med Obama. Villy blomstrer udenlands, mens han visner indenlands. Begge er på et af deres kortere besøg i Danmark ude og kommentere betalingsring, førtidspension, større omlægninger af skatter og afgifter. Lige lidt hjælper det på meningsmålinger og opfattelsen af et par supernovaer, der er ved at brænde ud.

Medens Helle og Villy således farer rundt i den store verden, er løjtnanterne sendt i marken for at forsvare flere projekter, som af den ene eller anden årsag er dømt til at mislykkes. Jvf. betalingsringen og al den omtale, som endte med at fremstå som et klokkeklart løftebrud og en tydelig udmelding om den kamp, der foregår mellem landspolitikere og lokalpolitikere. Ingen er i tvivl om, at der skal gøres noget ved det trafik- og parkeringskaos, der er i København. Det skulle måske bare have været rigtig gennembearbejdet, før det blev præsenteret for en undrende offentlighed og skudt ned med et brag. Hvorefter Helle og Villy begejstret forklarer, hvor godt det er for den offentlige trafik at få tilført flere midler. Ingen tvivl om det, men det kunne have været klaret uden en mudret debat om en betalingsring, der blev smidt ud med badevandet, før barnet var født.

Nu kæmper Mette Frederiksen så med førtidspensioner, Thor Møger med skatter og afgifter og Bjarne Corydon med at holde sammen på det hele.

Det er bemærkelsesværdigt, at Margrethe Vestager tilsyneladende er gået i flyverskjul og derfor ikke oplever de samme nedture som hendes to partnere.

Dansk Folkeparti og Liberal Alliance er atter kommet på banen og søger nu indflydelse i et samarbejde med regeringen, mens Venstre tager sig en slapper i den hængkøje, der ifølge Venstre, blev ledig, da den tidligere opposition overtog ledelsen af Danmark. Man kan undre sig over, at Venstre på trods af opfordringer fra baglandets borgmestre, tillader sig at blive liggende. Måske skyldes det, at meningsmålingerne viser massiv fremgang til Venstre, mens regeringens målinger ligger katastrofalt. Men meningsmålinger er lige så flygtige som forårsvejret, og det som i øjeblikket ligner en klar sejr ved et kommende folketingsvalg, kan vise sig at være en boomerang for Venstre, når arbejdsløshedstallene falder, økonomien bedres, eksporten stiger og folk atter får tro på fremtiden.

Verdensøkonomien er stille og roligt på vej i den rigtige retning. Den danske økonomi lige så. Man må håbe, at det brede samarbejde atter kommer i gang hen over sommeren, og at alle partier indstiller sig på Folketingsvalg om ca. 3½ år.

Den græsk-kristne humanitet

Af Søren Fonsbøl

Jeg er blevet opmærksom på P. Blich’s artikel ”Vores personlige sekularisering” 7/12 2011. Blich mener, at man ikke kan vende sig nogen steder, uden at der bliver talt om selvet. Han skriver, at det personlige univers ikke skal være alles omdrejningspunkt. Vi må bruge vores personlige overskud på at skabe idealer og til ønsker om en bedre verden.

Jeg er helt enig. Jeg er født i 1941. Vi havde ikke helt de personlige problemer, som Blich og nogle af hans bekendte åbenbart har. Måske fordi der var faste holdepunkter i form af åndelige grundværdier med en etisk fordring, tro på og respekt for naturlige autoriteter og en udvikling i et adstadigt tempo?

Men hvad var det lige, der skete med grundværdierne? Må det være tilladt en gammel samfundstænker , som har oplevet hele efterkrigstidens voldsomme ændringer, at give et bud på en forklaring i en lidt forsinket kommentar:

Roden af samfunds- og kulturproblemerne er vores grundholdning eller virkelighedsopfattelse, fordi den bestemmer mange af vore andre tanker og handlinger, når det kommer til stykket, også vores måde at lave samfund på. Den styrer vores adfærd. Derfor må vi begynde med den. Hvis grundholdningen er forkert, hjælper alle vore andre forholdsregler ikke meget.

Vor tids fremherskende grundholdning, materialismen, har især udviklet sig siden oplysningstidens gennembrud i 1700-tallet. Selv om den mødte nogen modstand i 1800-tallet, må den siges at være næsten fuldbyrdet i løbet af 1900-tallet.

Men materialismen er kunstig og destruktiv – dybest set uegnet for sandt menneskeliv. Den giver os ”stene for brød”. Vi lider under tabet af den åndelige virkelighed og hengiver os derfor til en række flugtmekanismer og søgen efter alternativer. Symptomerne på, at troen på den åndelige virkelighed er ved at vende tilbage, er tydelige nok.

Historiens erfaring og visse lovmæssigheder viser, at alting har sin tid. Når en grundholdning eller epoke har nået et bestemt stadium i sin udvikling, slår den ofte over i sin modsætning.Udviklingen følger historiens store pendul: fra det ene ekstreme yderpunkt til det modsatte. Pendulet er nu nået så langt ud mod materialismens ekstreme yderpunkt, at der nu kun er en vej: tilbage. Det sørger naturlovene for, i dette tilfælde tyngdekraften.  Således findes der også visse overordnede lovmæssigheder for samfunds- og kulturudviklingen. Materialismen vil bryde sammen, og den åndelige virkelighed vil vende tilbage. Jo længere vi holder fast i materialismen, jo sværere bliver det at nå gennem brydningstidens trængsler.

På kort sigt skal vi ikke indføre noget helt nyt, men genvinde og fastholde troen på den europæiske kulturs traditionelle åndelige grundværdier, som kan sammenfattes i begrebet den græsk-kristne humanitet. Den har trods alt løftet og båret verdens førende højkultur gennem 2600 år. Vi moderne mennesker skal ikke tro, vi kan gøre det bedre end de gamle. For vi er ved at miste evnen til og muligheden for den dybe tænkning, som jo kræver tid og ro. Videnskaben har som en gøgeunge fortrængt visdommen. Det er ikke i videnskaben, men i visdommen, tænkningen når sine højeste former. Videnskaben må genindsættes på sin naturlige plads som visdommens tjener. – Men vi skal ikke være fundamentalister. Visse historisk betingede teorier, fortolkninger og dogmer må kunne justeres med forsigtighed. Ellers forstener kulturen.

På langt sigt vil den knivskarpe sondring mellem det åndelige og det materielle måske blive ophævet. Mennesket havde en gang en højere åndelig erkendelse, som det efterhånden mistede. Det levede sig stadig mere ind i det materielle og udviklede således den snævre intelligens, vi kender i dag. Men vi vil en gang generobre det åndelige, men uden at miste vor indsigt i det materielle. Måske vil de en gang sammen gå op i en højere enhed på et hidtil ukendt højt niveau. Fremtidens historikere vil da se tilbage på den primitive materialismes herredømme som et relativt kort intermezzo i den europæiske kulturhistories store melodrama.

Søren Fonsbøl

Gidseltagning

Af Preben Sauerberg

                                                                 Gidseltagning

Gennem lang tid har det syriske folk været udsat for et overgreb, der minder om borgerkrig. Tusinder af mennesker er siden konflikten begyndte blevet dræbt. Dagligt modtager vi tv billeder, ”som ikke kan bekræftes”, og så er det jo i orden, at vi ikke er i stand til at foretage os noget. Landet er forvandlet til et slagterhus, hvor sygehuse, skoler og andre offentlige institutioner benyttes som tortursteder.

TV hold fra flere lande er illegalt kommet ind i Syrien og følger på tæt hold de oprørere, som kæmper mod regeringshæren og dennes overgreb på kvinder, børn og gamle.

Byer sønderbombes. Lig flyder i gaderne. Huse lægges i ruiner.

Omkring Syrien udkæmpes en ideologisk krig mellem de der er for og imod den nuværende syriske regering og oprørene.

Kina, Rusland, Iran og enkelte andre lande støtter det nuværende styre, mens de hævder, at de vestlige lande og Tyrkiet forsøger at puste til et oprør, som er anti muslimsk. Det er værd at nævne, at den arabiske union, ligesom i Libyen, bakker op omkring det oprør, der vokser dag efter dag.

Mens stormagter udkæmper deres ideologiske kampe om indblanding eller ikke indblanding i et lands interne anliggender.

En forholdsvis ny spiller på banen er Hizbollah fra Libanon, som primært modtager deres våben fra Syrien. Samtidig puster diverse religiøse grupper til konflikten, mens regeringen i Syrien og Iran håber, at israelerne vil blande sig, så man kan få ændret fokus fra de daglige slagterier til en religionskrig.

En krig i Mellemøsten vil kunne føre til en storkrig, hvor olie vil blive det overordnede tema, fordi det vil blande USA og Rusland ind i en sådan krig. Måske ikke direkte, men via de støtter de har i området.

Konflikten vil ikke blot være lokal. Den vil sprede sig, fordi en stigning i oliepriserne vil medføre en nedsmeltning af verdensøkonomien. En tidobling af oliepriserne i den vestlige verden vil være uacceptabel. Derfor er den amerikanske flåde i lokalområdet i højeste beredskab. Iranerne har mobiliseret deres flåde og hele deres hær, og der arbejdes på højtryk med at fremstille mellem og langtrækkende raketter samt atomvåben. Tyrkerne vil ikke længere acceptere det folkemord, der finder sted i deres egen ”baghave”. Israelerne er i højeste alarmberedskab, og man skal være naiv, hvis man tror, at de vil afholde sig fra at benytte atomvåben ved et angreb fra Iran.

Det er på tide, at det internationale samfund kommer på banen og tvinger al Assad til at indgå forhandlinger med oprørerne med henblik på at forlade posten som landets leder. Det kræver at det internationale pres på Rusland og Syrien bliver massivt i FN.

Er der noget galt, eller er det bare helt normalt

Af Preben Sauerberg

                                               Er der noget galt, eller er det bare helt normalt?

Nu og da kan tal og statistik fortælle andet end løgn og forbandet løgn.

Når frafaldsprocenten indenfor uddannelsesområdet nærmer sig de 50 %, er det så et udtryk for noget normalt, eller noget unormalt?

Når halvdelen af de kommende Folkeskolelærere falder fra, er det så et udtryk for dårlig undervisning, dårlig vejledning, for svage seminarieelever, for negativ omtale i samfundet, osv.?

Når frafaldet på erhvervsskolerne er svimlende højt er det så af de samme årsager? Når deres fraværsprocenter er for højt, er det så fordi hverken ens forældre eller skolen har fundet det vigtigt, om man møder til tiden, eller om man overhovedet møder?

Når eleverne i Folkeskolen ikke har faglige redskaber nok til at klare en uddannelse, er det så fordi skolen er for dårlig, forældrenes forventninger for høje, det faglige indhold under al kritik, 95 % målsætningen for ambitiøs osv.

Er der en indbygget modsætning mellem forældreopdragelse og skolegang? Har vi lagt for mange opdragelsesopgaver over på Folkeskolen? Har vi lagt for lidt vægt på de tunge fag: dansk, matematik og engelsk på bekostning af færdselslære, seksualundervisning, osv.

Når vi har kunnet opleve frontalsammenstødene mellem undervisningsministre og Danmarks Lærerforening, skyldes det så manglende forståelse de to parter imellem, eller skyldes det, det pres Folkeskolen altid vil være under, fordi langt de fleste forældre har en holdning til den Folkeskole, de fleste forældre selv er et produkt af?

Endelig kan vi forsøge at anskue problematikken ud fra de eksperter den til enhver tid siddende regering benytter sig af. Hvis det Søndergaard og Egelund, som er eksperterne, bliver det nemt en meget resultatfikseret Folkeskole, der er det vigtigste. Helst baseret på tests som er sammenlignelige med udlandets.

Hvis vi spørger os selv, hvordan børn lærer, så er der nu et omfattende materiale, som bygger på nogle meta undersøgelser (200 millioner elever indgår), som for nylig blev gennemgået i Politiken. Der er intet, der tyder på at lektier skulle gøre noget godt for børn. Bortset fra at det er roden til mange konflikter i de små hjem. Derfor bør man alvorligt overveje at indføre lektiecaféer på alle skoler samt udvide undervisningstiden og lektie tiden til kl. 16 hver dag. De sidste timer kan sagtens suppleres med andre aktiviteter end blot siddestillende lektielæsning.

Som det forhåbentlig fremgår af ovenstående, er vi altså nødt til at finde nye metoder til at lære unge at lære. I tidligere artikler på www.samfundsdebat.dk  kan man finde andre idéer til en bedre undervisning i Danmark

Fra sportens verden

Af Preben Sauerberg

                                                                       Fra sportens verden

Caroline er i kulkælderen. Slået ud et par gange i løbet af forholdsvis kort tid i 2 større turneringer. Hun har ikke spillet godt tennis i et stykke tid. Faktisk ikke siden hun mere eller mindre offentligt fortalte om sit forhold til McIlroy og hendes skift af træner. Det sidste er der så ændret på igen. Fra en placering som nummer et på verdensranglisten, røg Caroline først ned som nummer fire. Nu er hun mere eller mindre i frit fald. Alligevel må man beundre så ung en sportskvinde og hendes karriere. Bare rolig. Caroline vender tilbage til den absolutte top, men i en langt mere moden udgave, hvor hun ikke kun skal klare sig ved at kunne være mere vedholdende end modstanderne, men ved at spille klogere, når det er nødvendigt.

Det er atter blevet dagligdag for nogle af håndbold herrerne. Det er blevet en slidsom hverdag, hvor det kan være vanskeligt at sætte sig selv op, efter at have sig selv op ved hårrødderne ved EM i håndbold. Vi stiller store krav til sportens rollemodeller. Det er næsten uacceptabelt at Mikkel Hansen og de andre koryfæer kan have en offday. De hjemlige kampe bliver noget der skal overstås, når der står AGK på blusen og der venter en Champions League kamp lige om hjørnet. Samtidig kræves der en næsten overmenneskelig fysik. En spiller på meget under 1,90 med en vægt omkring de 100 kilo er fuldstændig yt.

I fodboldens verden har de største hold i Europa vist en sårbarhed, der bliver stadig tydeligere. Barca og United taber kampe, de tidligere ville have vundet uden de store problemer. Nu er virkeligheden bare en anden. Så snart forsvaret ikke er fit for fight taber selv de store hold. Angreb er blevet det nye ”sort”. Dvs. at trænerne lægger mere vægt på angrebsspillet end på forsvaret. Samtidig oplever man en hårdhed i forsvarsspillet, der har betydet flere uheld hos individualisterne end man har oplevet i mange år. Måske føler en del trænere sig også tvunget til at benytte spillere som ikke er blevet rigtig klar efter den sidste skade. Samtidig bliver det vanskeligere og vanskeligere for spiller og klubber at leve op til publikums forventning om det sublime i hver eneste kamp. Specielt på baggrund af at TV hver weekend viser ca. 10 kampe fra Europas bedste rækker, og med så mange kameraer, at ikke en svinestreg går upåagtet hen.

Rita og Lykke ….

Af Preben Sauerberg

                                                          Rita og Lykke – to alen ud af et stykke – eller..?

TV2 og DR1 har sendt hver deres sørgmuntre serie ud i noget nær den bedste sendetid henholdsvis torsdag og søndag. Begge dage kl. 20,00.

Hvilket billede efterlader de så af dagens Danmark?

Skolelærerens dagligdag? Og Danmark på lykkepiller? Eller?

Begge serier bygger på hver sit univers. Alligevel er der den fælles reference, at livet anskues med det ironiske glimt i øjet, og vores dagligdag portrætteres med en distance, der gør det nemmere at forholde sig til den faktiske virkelighed.

Hvor Rita ligger forholdsvis tæt på Folkeskolens virkelighed, må man håbe at Lykke ikke ligger for tæt på virkelighed hos medicinalbranchen.

En hel del af de udsagn Rita bygger på, kunne man godt ønske sig tilbage i Folkeskolen i stedet for den forbandede politiske korrekthed, der præger skolen i dag.

Lykke har på det seneste været udsat for svære hug i dagspressen. Måske skyldes det, at en dansk sitcom umiddelbart bliver sammenlignelig med udenlandske sitcoms fra USA og England, hvor traditionen for denne genre gør dialogen ubesværet og plottene gennemskuelige og nemme at acceptere.

Ritas mangel på korrekthed og komplicerede privatliv virker genkendeligt på mange. Lykkes univers er heldigvis lidt mere ualmindeligt og en anelse fordrejet.

Når Rita i sidste ende synes mest veldrejet, skyldes det ikke mindst de flestes seeres fælles referenceramme og Folkeskole erfaringer.

Næstekærlighed og tomme kirker

Af Preben Sauerberg

                                                          Næstekærlighed og tomme kirker

Det er positivt at en hel del folkekirker har åbnet dørene for de hjemløse, som ingen andre vil tage hånd om.

Når vi diskuterer folkekirkens fremtidige rolle i det danske samfund, ligger det vel lige til højrebenet at åbne sine døre for en ny brugergruppe, ligesom det vel også ligger lige for at invitere en del af de frivillige hjælpere, der bliver flere og flere af, til at deltage i et samfundsnyttigt arbejde i forbindelse med de hjemløse.

Måske skulle Kirkeministeren gå lidt mere ud i offentligheden med tilbuddet om såvel husly delen, som om hjælpe delen.

Mette Frederiksens ministerium kunne så gå ind i det ved at opfordre unge og ældre, som står udenfor arbejdsmarkedet, er på offentlige ydelser o. lign. til at deltage i dette meningsfulde arbejde.

Vi kan så forvente os, at Dansk Folkeparti kan stå skrigende på sidelinjen og advare mod den horde af hjemløse, der vil strømme til Danmark og oversvømme vores nødhjælp.