Ulandshjælp

Af Haabet

Hvor bliver ulandshjælpen af. Hvorfor sker der ikke fremskridt?!

Mugabe fortæller at det er imperialisterne skyld.  Andre fortæller om toldmure. Men hvad er sandheden?!

Svaret er at det går så dårligt fordi ledrene i ulandene er så rå og hensynsløse.  Oh nej det er racisme at sige sådan. Men forklaringen er at overklassen har tjeneste folk til alt, også til børnepasningen, og dem som passer er alt for rå og ufølsomme over for børnene og de bliver derfor så onde som voksene.

Når romerne skrev om de ædle vilde,  så var det fordi de godt kunne se at de selv var fordærvet. Men de forstod ikke årsagen. At de vilde passede deres egne børn, modsat romernes børn som blev følelsesmæssig afstumpet.

Moderkærlighed blev først opdaget i oplysningstiden,  da man skulle bruge den til at holde børnene i live så man kunne få flere soldater.

http://ing.dk/artikel/20490-staerke-foelelser-aendrer-hjernen

http://politiken.dk/kultur/boger/faglitteratur_boger/article53530.ece

http://www.techmedia.dk/files/pdf/dak/side10-11dak10-04.pdf

TV værternes dilemma

Af Preben Sauerberg

Dagligt møder vi som seere forskellige TV værters forskellige måder at gribe deres opgave an på. De værter, vi konfronteres med i nyhedsudsendelserne, har en klart defineret rolle, hvor budskabet er det primære og de selv redskabet, der overlader budskaberne til en seervurdering. De bør altså ikke selv give udtryk for deres personlige holdning til nyhederne.

Noget ganske andet er TV værternes rolle i mere underholdningsprægede programmer. Cecilie Frøkjær og Anders Lund Madsen har hver deres udformning af denne rolle, for blot at nævne to mere markante studieværter. Begge præsenterer underholdning, hvor budskabet er lidt underordnet, mens underholdningen skal være let at fordøje. Om det er Cecilies lattermilde program om mænd og kvinder eller Anders Lund Madsens mere anarkistiske program, hvor det forventes at manden lægger sig i skødet på gæsterne. Casper Christensen kører videre i det gammelkendte spor, og vælger fornyelsen som idémand på Live fra Bremen. Et godt forsøg på at overføre revygenren til TV.

… Læs mere

Licens

Af Christian Frantzen

Et eller andet sted i mig hungre efter at starte licensdebatten igen. Jeg holder af demokratiske dyder og er glad for at vi bor i et “fællesskab” som tilgodeser alle (til en hvis grad).

MEN, har vi virkelig brug for en public service enhed som DR?

Som jeg ser at der forsvinder lidt af demokratiet, når man diktatorisk pålægger folk en ydelse.

Jeg er klar over at at hvis DR privatiseres ville omkostninger skulle dækkes af reklamer blandt andre ting, men er det så slemt? DR er jo ikke unikke med deres genre. Jeg mener X-faktor for eksempel. Det skiller sig jo ikke meget ud fra Fangerne på fortet, og Livvagterne er vel i bund ug grund ikke så langt fra CSI.

… Læs mere

Krisen kradser kunsten. Kradser kunsten krisen? – Af Lennart Larsen

Af admin

Kunstmuseerne skal lede længe efter millionerne.
Kunsten skal ud, hvor folk færdes siger kulturministeren.

I Danmark har vi mere end 75 kunstmuseer (www.kunstonline.dk/diverse/museer) fordelt over hele landet
Langt de fleste af disse fører en stilfærdig tilværelse uden landsdækkende opmærksomhed, men det kan være at denne ubemærkethed ikke længere kan få lov at fortsætte. Kulturministeren præsenterede den 2. december sit kulturpolitiske udspil Kultur for alle, som lægger op til, at de kulturtilbud som findes på muséer, teatre og andre kulturinstitutioner skal integreres i danskernes hverdag.
Tiltaget kommer samtidig med at nogle af vores største kunstmuseer har ondt i økonomien og svært ved at skaffe sponsorerer til deres virksomhed, så måske kan Kultur for alle være med til at afhjælpe nogle af de problemer, som museerne kæmper med og samtidig glæde kulturministeren.

På kunstmuseet Louisianas hjemmeside kan man allerede læse følgende ”Man behøver ikke at interessere sig udtalt for kunst for at være medlem af Louisiana Klubben. Der er mange – også familier – der blot bruger stedet som et udflugtsmål; en tur langs kysten, en kaffe i cafeen, en koncert eller Louisiana Live om aftenen. Medlemmerne bruger kort sagt huset som meget mere end et museum.”  Et medlemskab koster 585 kr. årligt for ét par, børn op til 18 år er gratis, og som der skrevet står ”man behøver ikke at interessere sig udtalt for kunst.”

… Læs mere

Overenskomstforhandlinger 2010 versus Arbejdsløshed

Af Christian Frantzen

Der er igen i år lagt op til lønstigninger, hvis det altså står til den røde del af arbejdsmarkedet med 3F og LO i spidsen. Man kan undre sig over de ansattes hunger efter flere penge i en tid hvor mange – store som små – virksomheder ligger under press.

Umiddelbart tænker jeg bare at der må være en vis interesse i at bevare sin arbejdsplads frem for at få en lønstigning? Der bliver opsagt personale hele tiden, og jeg vil da indrømme at hvis man står mellem valgene at give en medarbejder en lønstigning baseret på en overenskomst fremfor arbejdsmæssige resultater, eller at skulle opsige denne, så kunne det godt være oplagt at se på mulighed nummer to nogle gange.

Regeringen burde omformulere og revurdere bankpakkerne og istedet lave dem til virksomhedspakker så de ansatte kan blive på arbejdsmarkedet.

Og så burde bankerne blive reguleret meget kraftigt gennem end mere agressiv kreditpolitik, så de ikke kan drive virkesomhed med nævneværdigt overskud, så længe der mangler kapital i virksomhederne. De må lide de tab de selv har skabt grobund for!

IGNOKRATI

Af Den Sure Mand Og Havet

Thomas Friedman fra New York Times kalder styret i Afghanistan for et KLEPTOKRATI. Vi er altså i krig, eller som den tidligere statsminister kaldte det: “På en humanitær mission”, for at skabe trygge og gode rammer og arbejdsro for en flok tyve, stratenrøvere, narkobaroner og bedragere,som udnytter og  udbytter befolkningen, hjælpeorganisationer og alle andre velmenende fjolser de kommer i nærheden af.

Følger vi Thomas Friedmans logik må det danske styre være et IGNOKRATI, og igen har den tidligere statsminister leveret forklaringen i en enkelt sætning:” Der er ikke noget at komme efter!”

Når militærstyret i Myanmar fængsler fredelige munke,  kalder vi det et anslag mod ytringsfriheden. Når den Ignokratiske regering i Danmark uskadeliggør en flok nonner og munke fra en lovlig demonstration, kalder regeringen det for et forsvar for ytringsfriheden.

Når præstestyret i Teheran anholder 1000 demonstranter kalder Ignokraterne det for et overgreb mod menneskerettighederne. Når det danske politi gør det samme, er det for at forhindre forbrydelser.

Ikke alene har Ignokraterne fumlet en klimaaftale væk, det er også lykkedes dem at fængsle Greenpeace folk, som med vanlig sans for humor fik deres budskab ud. Et par Greenpeace ledere fra Spanien blev holdt indespærret hen over nytår, sammen med mindst en officiel delegeret fra Kenya. Og det er så Ignokraternes udbytte af en historisk chance for at gøre noget af betydning. Ikke voldsomt imponerende.

I gamle dage kunne vi være stolte af ombudsmands institutionen og rigsrevisionen, som var en slags kontrol af magtgale politikere. Ignokraterne vil skide på den slags institutioner. Når rigsrevisionen således påpeger at Ignokraterne har brugt skatte penge på at forgylde privathospitaler, så hører vi den igen:”Der er ikke noget at komme efter.”

I det hele taget har Ignokraterne taget livet af den sidste rest af troværdighed i det danske politiske system med en systematisk og enkel strategi: “Sæt tallene sammen på en ny måde. Indregn de midler I har fjernet og tæl dem dobbelt med, og forlæng eventuelt perioden der tales om.”

Vi har hørt det til ulidelighed de sidste 8 år. Når en Ignokrat bliver spurgt om nedskæringer på velfærdsområdet sættes strategien ind prompte: ” Vi har tilført området milliarder.”

“Der er ikke en fugl, der er ikke en fisk, der er ikke en frø…”

… Læs mere