Af Preben Sauerberg
Nu og da har man indtryk af, at noget stort ligger og venter lige for næsen af en. Mon ikke det var den fornemelse Connie Hedegaard og andre med hende havde, da vi begyndte COP15 i København for nogle uger siden. Egentlig var det jo for naivt at forestille sig, at dette topmøde skulle lykkes. Alt for mange forskelligt rettede forventninger var på spil. Alt for mange større og mindre egoer skulle gå op i en højere enhed. Fra gigantiske økonomiers succes til ubetydelige staters overlevelse.
Men rolig nu. Lad os begynde med begyndelsen. Den ligger trods alt minimum 15 møder tilbage i tiden. Når vi havde skruet forventningerne så højt op, skyldtes det jo ikke mindst, at mødet var forberedt af Connie, som trods alt har forstand på de dele, som skulle diskuteres og besluttes på mødet i København.
Alle de mest betydningsfulde beslutningstagere i verden ville være repræsenteret, og så kan det jo ikke gå galt. Eller er det netop derfor dømt til at gå galt?
Små østaters overlevelse lå som en truende skygge over topmødet. Stater vi aldrig har hørt om, men som pludselig blev utroligt aktuelle i Bella Centret i København. Statsledere som på indlevende vis kunne fortælle om udryddelse af deres øer, lande eller stater.
Store lande, hvis økonomier ville blive påvirkede af en bindende traktat i København, trak selvfølgelig i modsat retning af disse små ubetydelige stater, hvis indflydelse på verdenspolitikken er minimal, og som derfor ikke har krav på at blive hørt. Havde disse østater så endda haft olie eller andre vigtige ting i deres undergrund, havde udgangspunktet trods alt været et ganske andet.
… Læs mere
Nye Kommentarer