Kommunal forvirring

Af Christian Frantzen

Hvorfor kan private aktører ikke klarer opgaven ligeså godt som kommunen, når det handler om drift af plejehjem og hjemmeplejen? Eller kan de?

I Sverige er en meget stor del af plejeområdet udliciteret til private aktører. Resultatet er over forventning, og i Danmark er der lagt op til besparelser i området 10 milliarder om året i følge DI. Også tilfredshedsbarometeret er helt i top når man ser på vores Svenske naboer. Så hvorfor kan vi ikke gøre dem kunsten efter, naboerne i “regelrytter” Sverige. Fordi vi har for mange regler, og for lidt tiltro til hinanden. Vores kontrakter afspejler en mistillid, som hermed får dem til at blive alen lange med kravspecifikationer som overgår enhver fornuft.

Jeg synes her det er vigtigt at lægge opmærksomheden på medarbejderne og de private aktørers incitament for at drive disse plejehjem. Ja – De private tjener penge på at pleje vores ældre, men hvem vil have en partner som ikke tjener penge og derfor kan gå konkurs når som helst? Til trods for at de tjener penge opnår de gode målbare resultater, og borgere som personale er glade for løsningen. Ingen hemmelighed er det at de private også køber billigere ind, hvilket spiller en central rolle i muligheden for at nedbringe driftsomkostningerne.

Ser man på medarbejderne kan man spørge sig selv; er vores (de kommunale) ikke bedre rustet til at løse opgaven, er det ikke dem, som har arbejdet i faget i alle disse år? Jo, det er det. De er uden tvivl de bedste, og derfor er det godt at udliciteringerne fungere med lov om virksomhedsoverdragelse således at de selv samme medarbejdere skifter til den private aktør, og herved er det de bedste medarbejdere der udfører opgaverne.

Jeg håber af hele mit hjerte at der kommer et paradigme skifte og at kommunerne derved for åbnet op for udlicitering af deres opgaver på et langt højere plan end vi ser i dag.

Privatiser dele af sundhedssektoren

Af Christian Frantzen

Jeg synes gang på gang man hører om sparerunder, fyringer og manglende kompetence i plejesektoren. Nu taler jeg om plejehjem i denne forbindelse. Hvorfor er det at Danmark er så langt bagud? Hvorfor er det at vores politik i mange år har været at “staten ved bedst og kan bedst”. Hvorfor er det at vi ser så dårligt, at vi end ikke ser det der sker på den anden side af sundet? – I Sverige driver store selskaber, heriblandt Danske selskaber plejehjem med en effekt langt højere end den der bliver tilbudt i danmark og til en pris der vist næppe skal bringes for meget frem i lyset, da det ville bringe vores “stats monopolistiske” systemer i forlegenhed.

Hvad er det der holder Danmark tilbage. Er det befolkningen som stoler mere på staten end på de private selskaber? Jeg tror det næppe, for personalet er jo det samme, administrationseffektivitet og indkøbsaftaler bliver effektiviseret og nedbringer derved omkostninger.

Jeg tror simpelthen der er en holding til at særlige arbejdsområder skal ligge hos staten, men det er hidtil ikke lykkedes for mig at forstå hvorfor?

Med udgangspunkt i bedre levevilkår og billigere drift kan jeg ikke forstå at man ikke med det samme udliciterer plejehjem på samme plan som i Sverige. Ja nogle drives der da privat i Danmark, men kun en brøkdel at hvad der drives privat i andre lande.

Mvh.

STRAFFEPAKKEN – AT RETTE BAGER FOR SMED

Af Den Sure Mand Og Havet

Så blev vi præsenteret for regeringens såkaldte “genopretningspakke”. Det kræver en ualmindelig dårlig hukommelse, hvis man mener de arbejdsløse, børnefamilierne og de uddannelsessøgende er skyld i en verdensomspændende krise!
Krisen blev skabt af umådeholden grådighed i den finansielle sektor. Og hvad gjorde regeringen ved det? Vi gav den finansielle sektor to bankpakker fulde af gode skattekroner. Og så fulgte vi op med skattelettelser til de rigeste. Og nu skal regningen betales af de fattigste!
Sådan gør vi i DK.

I Tyskland søger man at lovgive mod hæmningsløs spekulation i finanssektoren. I USA lovgiver man mod Wallstreets spekulationer.
I Danmark retter vi bager for smed!!

Undervisning og hjemmedage

Af Christian Frantzen

19:00 nyhederne på TV2 præsenterede en skoleleder og vores nye undervisningsminister Tina Nedergaard.

Indslaget omhandlede omdiskuterede hjemmedage, hvor elever som følge af lære mangel bliver sendt hjem.
På disse hjemmedage modtager eleverne ikke undervisning og for mange fungerer det ikke at skulle lave arbejdet hjemme.

Skolelederen fortæller at “der simpelthen ikke er penge til mere end cirka halvdelen af udgifterne forbundet med vikartimer”. Tina Nedergaard svarer til dette “at det tror hun ikke på”. Hvor naiv er det muligt at være?
At der skulle være penge nok til vikar udgifter i det offentlige netværk er da en illusion af større dimensioner.

Det svare til at sige at der er penge nok til vikarer på vores sygehuse!

Få nu de her dumme kvinder (Lene Espersen, Tina Nedergaard, Helle Thorning Schmidt ud af vores folketing og indsæt nogle mænd eller kvinder som har noget mellem ørerne!

Flere penge til vikarer stimulerer økonomien på flere plan, så fat det dog!

Og Tina, tal du bare med kommunerne, men tænk over hvad du siger, så du ikke fremstår helt tom!

Jeg tror jeg er ved at blive allergisk over for folk med lav IQ, jeg har fået udslag efter det her indslag. Hvor fanden er mine “antipolitikstaminer”!!!

Pædagogikkens indre logik

Af Preben Sauerberg

I midten af sidste århundrede var meget få mennesker i tvivl om at Folkeskolens pædagogik var styret af en overordnet målsætning til gavn for samfundet. Få satte spørgsmålstegn ved undervisningen og indholdet af denne. De fleste vidste, at de kundskaber, som blev banket ind i hovedet på eleverne, var til gavn for den enkelte og dermed også samfundet. De fleste kendte deres plads i hierarkiet. Via en glidende overgang gik Danmark fra at have været et landbrugssamfund til at blive et industrisamfund. Lærerens rolle var klart defineret. Elevens lige så. Skolens opgave var at forsyne samfundet med brugbar arbejdskraft. I løbet af 1960’erne blev alle roller mere og mere diffuse. Opgøret med autoriterne fik konsekvenser, man dengang ikke anede rækkevidden af. Det der accelererede i 1968 tog rigtig fat i 70’erne, hvor kvinderne nydefinerede deres rolle. Måske mestendels fordi samfundet havde behov for deres arbejdskraft. En følgevirkning blev familiernes gradvise opløsning.

Folkeskolen havde igennem mange år haft en fastdefineret rolle. Pga. at autoriteter og værdier blev sat under debat, blev denne rolle mere og mere udvisket. Samtidig udfyldte nye unge lærere det tomrum, der var opstået. Langhårede hippier underviste børnene i Folkeskolen, hvor næsten enhver form for pædagogik blev accepteret, selv om mange forældre ikke anede, hvad de skulle stille op med de nye tiltag. De ældre lærere stod enten af ræset, forsøgte at føre deres egen pædagogik videre eller blev halehæng til en pædagogisk udvikling, de ikke forstod og hermed mistede de deres fodfæste i skolesystemet.

… Læs mere

Når virkeligheden bliver realitet

Af Preben Sauerberg

En ny regering under Lars Løkke Rasmussen så dagens lys, og de fleste vælgere på den borgerlige fløj håbede, den ville kunne forandre den politik, som Anders Fogh Rasmussen havde efterladt til ”Lille Lars”.

Realiteterne er nu begyndt at regne ned over regeringen. Selv om ministre og Folketingsmedlemmer fra regeringspartierne hårdnakket holder fast ved den fornyelse, der er fulgt med de nye ministre, ses dette ikke at være tilfældet. Claus hjort vælger endnu engang at være klogere end samtlige vismænd i landet. Manden ser kun positive tiltag i regeringens redningsplaner. De fleste økonomer ser at regeringens plan ikke har en Kinamands chance for at løse de aktuelle økonomiske og strukturelle problemer. Den ene minister efter den anden løber ind i problemer, som uløseligt hænger sammen med regeringens mangel på faktiske og reelle løsningsforslag. Fra vindmøller i Thy til ophævelse af skattestop og kommunernes økonomiske katastrofekurs. Hellere have en ikke fungerende Folkeskole, børneinstitutioner og hospitalssektor, end at løse op for et snærende skattestop, som et flertal af alle vælgere godt kan se den sunde fornuft i.

Når vi til økonomiske og strukturelle problemer tilføjer Stats – og udenrigsministerens behov for ferier på mere end uheldige tidspunkter, så stander landet i våde. Endog så meget at Dansk Folkeparti er ved at positionere sig til et sideskift efter et kommende valg. Der sker pt. en gradvis ændring i Socialdemokratiets, Socialistisk Folkepartis og Dansk folkepartis politik. Dansk Folkepartis hadefulde forhold til Det Konservative Folkeparti er nu sluppet løs i det offentlige rum, og Pia Kjærsgaard går direkte efter Lene Espersen. Selvfølgelig overlades første hug til løjtnanterne, hvorefter det følges op af chefen selv. Regeringen har ikke behov for fjender med de venner, som udgøres af regeringens støtteparti.

Spørgsmålet er ikke om bukserne revner, kun hvornår. Regeringen bliver tvunget til at udskrive valg, og det er så et spørgsmål, om oppositionen kan fravriste en udbrændt regering magten.

Hvor skal vi hen du?

Af Preben Sauerberg

Nu er der gået en rum tid siden Lars Løkke Rasmussen søsatte sit 360 graders eftersyn af Folkeskolen. Det har betydet at udrykningshold er sendt ud for at tage pulsen på Folkeskolen. Ikke bare et udrykningshold. Nej, et rejsehold, med Jørgen Søndergaard (direktør for Det Nationale Forskningscenter for Velfærd), som kan få  netop det resultat ud af deres undersøgelse, som regeringen har behov for. For at det ikke skal være nok, har Lars Løkke Rasmussen også udskiftet sin undervisningsminister med en ny af slagsen. Dette skulle øge muligheden for at skabe verdens bedste skole, når vi nu bruger flere penge på skolen end alle andre lande. Om vi faktisk har verdens dyreste skole, kan der sættes mere end et spørgsmålstegn ved. I den samme skolen mener regeringen nu, at der bør være flere elever pr. klasse. Det kan vel ikke være et problem, om der er 25 eller 28 elever pr. klasse. Da vi var børn, var der ingen der tog skade af, at der var op til 36 til 38 børn pr. klasse. Eller var der? Et udgangspunkt var, at indlæringen var papegøjebaseret. Dvs. gentag i kor, hvad læreren gennemgår. Skriv alle sammen det, der er skrevet på tavlen. Osv. De færreste ville i dag kunne forestille, at denne form for undervisning ville have en Kinamands chance for at overleve, vel vidende at dagens børn og unge er et produkt af den samtid de lever i. Dvs. at vi har oplært snart 1½ generation i at være kritiske over for indlæringen. At få den generation til at sætte sig på deres dertil indrettede, holde kæft og høre efter er vist noget af en ønskedrøm for mange lærere. Dorte Lange har i Politikens kronik (16.2.) gennemgået skolevæsenet i Singapore og sammenlignet det med det danske. Her inddrager hun tests på forskelligt niveau, faglighed, kreativitet osv. Kreativ tænkning, understreger DL, indgår som en naturlig del af undervisningen pga. vores tradition for demokratisk dannelse, hvor individet vægtes som noget særligt, og hvor den enkelte elevs holdninger ønskes hørt. DL lægger endvidere vægt på lærernes uddannelse i Singapore samt disses anseelse i det lokale samfund. To vigtige faktorer for at højne skolens uddannelsesniveau.

… Læs mere

Drømmen der blev til et mareridt

Af Preben Sauerberg

Danmarks statsminister har været på en tiltrængt ferie syd på. Statsministerens spindoktor har arbejdet på overtid, mens Lars Løkke og familien har været væk. Han har i sin visdom fundet ud af, at det kunne blive en blød ”landing”, hvis man sendte Lars Løkkes kone i medierne for at forklare, hvorfor statsministeren var nødt til at tage på ferie netop på et tidspunkt, hvor problemerne vælter ned over regeringen og landet. Måske ikke det klogeste valg, selv om statsministerens kone, da både er sød og fornuftig.

Ved sit første pressemøde efter hjemkomsten havde statsministerens spindoktor besluttet, at det ville vær klogt, hvis Lars Løkke blev i cykel universet og kun benyttede cykelmetaforer. Fred være med denne fejltagelse.

Det er vigtigt at understrege, at Lars Løkke ikke ligner en mand, der elsker sit embede. Hvis man ser på mandens kropssprog er der tydeligt tale om en mand, der er trængt fra alle sider. En mand der skyder skuldrene op. En mand der transpirerer kraftigt. En mand der løfter hovedet, så hagen rager frem. En mand der virker utilpas midt i medievrimmelen.

Man kan diskutere, hvordan statsministeren klarer mediernes spørgsmål, men man kan ikke diskutere, at statsministeren er presset helt ud over kanten til afgrunden.

Hvorfor er Lars Løkke konstant i defensiven? Er han en dårlig politiker? Er han dum? Er han omgivet af dårlige rådgivere? Er hans regering dårlig? Er hans egne folketingsmedlemmer illoyale? Spørgsmålene hober sig op, men svaret er enkelt. Manden har overtaget et rigtig ubehageligt embede efter en bulldozer af en statsminister, der autoritativt fik sine mærkesager igennem ved at udsætte alt og alle for sin forfærdelige kynisme og isnende kulde.

Da Anders Fogh Rasmussen kunne se sit kyniske projekt kæntre, var han allerede som første mand ude over rælingen og i redningsflåden på vej mod sikker kyst i form af en toppost i Nato. Det er på det tidspunkt, det er godt man har sikret sig ved at deltage i et par krige begyndt af USA. Det er også på det tidspunkt man skal give køb til Tyrkiet, fordi man har været fedtet ind i en Muhammed krise.

  … Læs mere

Drømmene

Af Haabet

Drømmene er vigtige fordi de styre vores liv. Politik er derfor at sælge visioner.  Men hvem har en drøm som de vil sælge til mig?!

Venstre har en drøm om at skabe sin egen virksomhed. Hvilket er helt umuligt lige-nu hvor bankerne ikke har penge at låne ud af.

Dansk folkeparti har en drøm om den stråtækte firelængened gård, hvor man kunne lukke porten og holde verden ude, og hvor alle vinduer vendte ud imod gårdspladsen med brønd og mødding.

Nogen drømmer om at lave revolution så de selv kan komme til magten og putte andre i fangelejere hvor de kan rådne op.  Eller hvad er det nu de drømmer om?

Men hvilke drømme har de andre partier?

Jeg drømmer selv om et samfund hvor vejene ikke er fulde af huller.  For når der ikke råd til at vedlige holde vejene på den billigste måde så er der ikke råd til noget somhelst andet fornuftigt.

Når nok, er nok

Af Preben Sauerberg

Begrebet metaltræthed kendes af de fleste. Det betyder, at et materiale har nået det punkt, hvor det indenfor en overskuelig fremtid vil bryde sammen. Årsagerne kan være mange, men når tidspunktet er nået, bryder det pludselig sammen. Det kan have fatale følger, men kan også betyde, at man undgår en katastrofe, hvis man opdager det i tide. Dvs. før det bryder sammen. Vi er ved at være nået det punkt nu.

Gennem mange år har vi haft en borgerlig regering støttet af Dansk Folkeparti. Det har betydet, at regeringen kun har kunnet gennemføre sin politik, hvis man accepterede Dansk Folkepartis Islam fobier. Til gengæld har man i en global opgangstid kunnet registrere økonomisk fremgang for landet som helhed. Her taler vi ikke om de grupper, som den siddende regering altid har set skævt til, men om den majoritet som havde fast arbejde, højere løn etc. I den situation kan det godt være vanskeligt at føle solidaritet med minoritetsgrupper, som jo alligevel nok i sidste ende selv er skyld i deres placering på bunden af samfundet.

Den siddende regering sneg ad bagdøren privatiseringen ind i velfærdssamfundet, fordi det skulle være så godt med den fri konkurrence. Private hospitaler med mere end generøse aftaler med borgerlige politikere. Privat rengøring, madlavning, havearbejde osv. osv.

Da Fogh havde set hvilken vej vinden blæste, var det jo heldigt, at der kom en ledig stilling hos Nato, så Lars Løkke kunne overtage fallitboet med alt hvad dertil hører af hjælpepakker mig her og hjælpepakker mig der. Det har ikke gjort det nemmere for Lars Løkke at lægge ud med et mere end kompliceret COP15 topmøde i København, hvor statsministerens lederevner blev sørgeligt eksponeret. Det blev virkelig ”Kejserens nye klæder”, hvor alverden kunne se en mødeleder, som higede efter succes, gå fuldstændig død i forsøget på at skabe det forlig, som ingen af de virkelig store CO2 syndere var interesserede i.

… Læs mere