Pædagogikkens indre logik
Af Preben Sauerberg
I midten af sidste århundrede var meget få mennesker i tvivl om at Folkeskolens pædagogik var styret af en overordnet målsætning til gavn for samfundet. Få satte spørgsmålstegn ved undervisningen og indholdet af denne. De fleste vidste, at de kundskaber, som blev banket ind i hovedet på eleverne, var til gavn for den enkelte og dermed også samfundet. De fleste kendte deres plads i hierarkiet. Via en glidende overgang gik Danmark fra at have været et landbrugssamfund til at blive et industrisamfund. Lærerens rolle var klart defineret. Elevens lige så. Skolens opgave var at forsyne samfundet med brugbar arbejdskraft. I løbet af 1960’erne blev alle roller mere og mere diffuse. Opgøret med autoriterne fik konsekvenser, man dengang ikke anede rækkevidden af. Det der accelererede i 1968 tog rigtig fat i 70’erne, hvor kvinderne nydefinerede deres rolle. Måske mestendels fordi samfundet havde behov for deres arbejdskraft. En følgevirkning blev familiernes gradvise opløsning.
Folkeskolen havde igennem mange år haft en fastdefineret rolle. Pga. at autoriteter og værdier blev sat under debat, blev denne rolle mere og mere udvisket. Samtidig udfyldte nye unge lærere det tomrum, der var opstået. Langhårede hippier underviste børnene i Folkeskolen, hvor næsten enhver form for pædagogik blev accepteret, selv om mange forældre ikke anede, hvad de skulle stille op med de nye tiltag. De ældre lærere stod enten af ræset, forsøgte at føre deres egen pædagogik videre eller blev halehæng til en pædagogisk udvikling, de ikke forstod og hermed mistede de deres fodfæste i skolesystemet.

Nye Kommentarer