Ønsketænkning eller desperation

Af Preben Sauerberg

                                                          Ønsketænkning eller desperation

Vi er lige kommet igennem en undskyldning fra Christine Antorini mht. folkeskoleforliget og dets katastrofale følger her få år efter.

Nu kaster Antorini og Østergård sig så ud i endnu et vanvittigt eksperiment: den inkluderende skole. Man sidder med en fornemmelse af, at almindelig sund fornuft er en by i Rusland i de berørte ministerier. Er ministrene holdt op med at lytte til deres embedsmænd? Eller er embedsmændene holdt op med at vejlede deres ministre i erkendelse af, at det sgu nok ikke flytter noget?

Det er fint nok at ville inkludere. Man skal bare ikke gabe over større stykker end man kan klare. Nu nedlægger man de fleste af de udmærkede specialundervisningssteder, som er blevet skabt gennem de sidste mange år. Dvs. at meget af den ekspertise, som i dag findes ude i landet, forsvinder.

I Ringsted er erhvervsklasserne blevet nedlagt for ca. 10 måneder siden. Nu ser man så resultatet. Man er nødt til at genskabe et beredskab for at kunne tage hånd om de elever, som tidligere var elever her.

Man skulle vel kende skolelederne dårligt, hvis ikke de i en eller anden udstrækning vil overføre nogle af de penge, som tidligere blev brugt på specialundervisning, til andre områder.

Er det meningen, at de ca. 50.000 elever, som har været omfattet af specialundervisning tidligere, skal kunne rummes i den almindelige undervisning?

Anser Antorini & Østergård det for forsvarligt at udsætte lærerne for endnu en arbejdsbyrde? Skal det så være på bekostning af forberedelsestiden, samarbejdet med forældrene, den nye undervisning i seksualitetens mangfoldighed, eller hvad?

En gang imellem kan det godt betale sig at spise brød til, før man kaster sig over en ny politisk godbid.