Det grænseløse samfund
Af Preben Sauerberg
Børn og unge opleves ofte som uopdragne og grænseoverskridende. De flytter vores grænser ud i et land, vi ikke tidligere har stiftet bekendtskab med. Vi har skabt det grænseløse samfund, hvor meget få voksne har vænnet sig til at sætte grænser for børns udfoldelse. Derfor er det nok mere korrekt at tale om uopdragede børn i stedet for uopdragne børn.
Den aktuelle forældregeneration har som en konsekvens af deres egen opdragelse og en stresset hverdag overladt til vuggestuer, børnehaver og grundskolen at opdrage deres børn og unge.
I vores børneinstitutioner oplever børn og unge endnu engang voksne, som er pressede af deres arbejde. Over en længere periode har pædagoger og lærere fået pålagt flere og flere opdragelses opgaver samtidig med, at Folkeskolen har oplevet en mere og mere stresset hverdag med prøver og administrativt arbejde.
Lovgivernes svar på de uopdragede unge er straf afløst af mere straf. Man undrer sig over, at der ikke på et tidspunkt er nogle behjertede sjæle der får fortalt vores regering samt deres støtteparti, at straf ikke er løsningen på diverse samfundsskabte problemer.
En forudsætning, for at ændre børn og unges reaktionsmønster på det voksne samfunds krav til dem, er i første omgang at turde sætte grænser for børnene og de unge. Ofte er det netop mangelen på grænser, der får mange unge lærerstuderende til at vælge en ny uddannelse, når de møder det praksischok, der møder mange af dem første gang de træder ind i et klasseværelse til det der bliver kaldt en ”konfrontationstime”. Fremragende ord, som på enhver måde lægger op til modsætning og distance.
Når 34 borgmestre forleden dag efterlyser et andet indhold i Folkeskolen, skulle man måske kaste et blik på mange Friskolers praksis gennem snart mange årtier. Kombinationen af den kreative skole og den faglige indlæring, som går op i en højere enhed. Hvor eleverne gradvist bliver gjort medansvarlige på alderssvarende niveau. Vi taler ikke om lassez faire. Vi taler om en opdragelse efter alder og udvikling. Alt andet er halsløs gerning og fuldstændig uansvarligt.
Danske børn har krav på synlige og ansvarlige pædagoger og lærere, der som rollemodeller kan træde i karakter og vise, hvad der er rigtig og forkert. Forudsætningen for dette er dog først og sidst tydelige og klare forældre, som tør tage ansvar også, når det er vanskeligt og betyder konflikter med børn og unge. Det er gennem disse konflikter, familier udvikler sig, og respekt for det enkelte individ opstår.

Nye Kommentarer