Meningsmåling, valg og demokrati

Af Preben Sauerberg

Danmark er et demokrati. Vi har en århundrede lang tradition for at udskrive valg, og at hver borger har én stemme. Sådan har det ikke altid været. Det er en rettighed, borgerne har kæmpet for. Ikke blot lykkedes det alle mænd at få valgret. Kvinderne fik stemmeret i begyndelsen af det 20. århundrede. Valgretsalderen blev gradvist reduceret til de nuværende 18 år.

Meningsmålinger (eller exit polls) har været anvendt i Danmark gennem mange år, og det er der for så vidt ikke noget galt med. Der, hvor det går galt, er når meningsmålinger bliver udslaggivende for hvilken politisk konstellation, der vinder et valg. De seneste Folketings-, amts- og kommunalvalg er blevet påvirket af forskellige meningsmålingers mere eller mindre præcise resultater. Som vælger sidder man med en vis undren og ser, at mange af Folketingets partier accepterer dette.

Hvordan kan en meningsmåling påvirke et slutresultat ved et valg? Hvis tilstrækkeligt mange målinger viser, at vælgerne ”spilder” deres stemmer ved at stemme på et bestemt parti, foretrækker en del nok at stemme anderledes, end de egentlig havde til hensigt.

Få borgere er i tvivl om, at medierne i Danmark er politisk styrede. De fleste medier er styret af de borgerlige, og kun ganske få af arbejderbevægelsen. Dette gælder også de æterbårne medier. Mange politiske journalister vælger efter at være blevet ”medie darlings” at stille op for forskellige politiske partier. Dette kan næppe undgå at påvirke deres objektive arbejde for en af de statsbetalte kanaler i Danmark. Der er stor forskel på deres måde at interviewe partipolitiske tilhængere og modstandere.

Der er skrevet op ad døre og ned ad stolper om vælgerskred, vælgerflugt og vælgernes voksende mangel på interesse for politik. Dette kan måske skyldes, at de enkelte politiske partier lader sig styre af spinndoktorer, exit polls, og mere eller mindre populære emner medierne kører igennem ”meningsmaskinen”.

Mange politiske partier skifter holdning, fordi de ser, at det giver pote hos vælgerne. Venstre overtager i stadig større grad socialdemokratiske mærkesager, og enkelte medlemmer korser sig ved de forlig regeringen er nødt til at acceptere, hvis de vil bevare deres regeringsflertal. Socialdemokraterne halser efter Venstre og Dansk Folkepartis mærkesager, mens ledelsen kæmper for at finde nyt fodfæste. Dansk Folkeparti kaster sig over det socialdemokratiske arvesølv og populistiske mærkesager og vælger at lægge minoritets grupper for had. Hvor vi danskere tidligere favnede bredt, vælger vi i dag at lukke os om os selv, for ikke at blive påvirkede af fremmede kulturer.

Man undrer sig over, hvor Danmark havde været i dag, hvis ikke alle vi indvandrere var kommet hertil gennem de sidste mange hundrede år. De radikales rolle bliver stadig mindre betydningsfuld. Interne debatter stjæler deres energi fra et nyt og mere markant partiprogram. De konservative slås med Dansk Folkepartis mærkesager, som i den grad kan få det til at stritte på ægte konservative. Enhedslisten ligger lunt i slipstrømmen fra Socialistisk Folkeparti, som har markeret sig ved at være meget markante mht. miljøpolitik og den sociale samvittighed. Det har ikke været uden betydning at Pia Kjærsgård og Villy Søvndal er markante politiske profiler, som via deres personligheder virker som stemmemagneter for deres respektive partier. Liberal Alliance blev et komma i den store sammenhæng. En politisk farce sat i gang af tre politikere fra henholdsvis det radikale venstre og de konservative. I dag ligger deres oprindelige projekt i ruiner og de forhutlede rester er tilbage.

Det er tydeligt, at det er yderfløjene, der har profiteret af den aktuelle økonomiske krise. Spillerummet på midtbanen er blevet mindre, mens de fleste politikere klamrer sig til deres skamler.

Det er en spændende tid, vi lever i. Interessante valg ligger foran os.

Det er op til vælgerne at styre Danmark gennem den nuværende krise og vise det mod der skal til at vælge med hjertet ved næste valg.