Når fanden er løs i Laksegade

Af Preben Sauerberg

Når fanden er løs i Laksegade

-         Jeg vil gerne vide, hvorfor som ind i helvede, vi pludselig skal forlade vores møder, og…den stressede og jagede kraftige unge mand så sig omkring på de 5 andre tilstedeværende.

-         Rolig nu, Henrik, jeg skal nok forklare, hvad det går ud på, sagde Helle.

Vi befandt os på hendes kontor. Vi, dvs. Helle selv, Villy, Pernille (da hun jo af uransagelige årsager var blevet inddraget, og dermed kendte de borgerliges valgstrategi), Henrik (spinddoktor for Helle), Ulrik (Villys spinddoktor) og mig selv, sagde hunden. Det var godt nok noget af en blandet forsamling, tænkte jeg. Underligt så omskiftelig verden var indrettet. For kort tid siden var jeg i gang med at interviewe Peter Brixtofte i Horserød, og nu var jeg midt i orkanens øje.

Helle forklarede kort og stringent, hvad og hvordan oppositionen var kommet i besiddelse af regeringens valgoplæg, samt indholdet af det. Ulriks ansigt fik et plaget udtryk.

-         Er du sikker på, at det er ægte? Stoler du på ham der?

-         Hvem taler du om? Spurgte jeg.

-         Henrik, det er Ahmed Jensen, en journalist ved Samfundsdebat.dk, sagde Helle.

-         Har aldrig hørt om det. En journalist. Er I blevet vanvittige? Tænk hvis han er fuld af løgn? Sagde Henrik.

-         Hør nu lige her, sagde jeg. Er du spinddoktor, eller er du pensionist?

-         Du skal fandeme tale ordentlig til mig, ellers …

-         Hold så kæft begge to, hvæsede Villy. Nu skal der lægges strategi, og jeg stoler 100 % på Ahmed. Er du med Henrik?

-         Vi kan sgu da ikke bruge noget, der ikke er offentliggjort endnu. Kom det fra Ulrik.

-         Nej, netop. Vi kan forberede et ordentligt modsvar, som sænker den borgerlige skude. Ja, det er sgu ikke Birthe Rønn, jeg tænker på. Villy glædede sig over sin lille joke, men de andre var for optagede af strategien til at bemærke vittigheden.

-         Hvad med lige at gennemgå de 10 punkter, sagde Henrik.

-         Det er jo rendyrket fascistisk ideologi. Lad os kalde det trin i stedet for punkter, sagde Helle. Trin 1: Påberåb dig en skræmmende indre og ydre fjende. Det kan man vist kalde et rigtigt selvmål, hvis vi kan vende argumentet mod regeringen og Dansk Folkeparti. Der er vist ingen tvivl om, at de spiller på det nationale og indvandrer fjendske. Trin 2: opret en ”Gulag” (politisk fængselslejr). Det er vist lidt vanskeligere, når de endnu ikke har oprettet en.

-         Hvordan synes du modtagelseslejrene for flygtninge ser ud og virker? Spurgte Villy.

-         Jeg synes, vi skal lade det hvile lidt, svarede Henrik. Hvad er næste trin?

-         Trin 3: Skab aggressive bøllebander. Det behøver de sgu ikke anstrenge sig for. Bare se på HA og indvandrerbanderne. Eller hvad med alle de små fascistiske bander af hooligans? Eller lokale unge, der elsker at hade indvandrerne, fordi de selv er ude at skide.

-         Ja, ja, ja. Vi har forstået det. Gå nu videre

Telefonen ringede, og alle stivnede, som var de klar over situationens alvor og nu indså dens konsekvenser.

-         Hvad siger du? Helle blev endnu blegere, end hun havde været tidligere. Hvorfor ringer du til mig om det? Ok. Ja, det kan jeg godt se. Nej, jeg vender tilbage om lidt. Hvorfor? Fordi jeg er optaget lige nu.

-         Hvad sker der? Sagde Villy og Henrik i munden på hinanden.

-         Det var en journalist fra Politiken, der udbad sig min kommentar om Peter Brixtofte og Claus Hjorts flugt fra Horserød.

-         Hvad fanden sker der? Råbte jeg. Jeg har jo lige været sammen med dem, da vi fik besked om Valget.

-         Hvad har du? Sagde Pernille.

De andre sad lammede, før de begyndte at råbe i munden på hinanden. Pludselig blev der helt stille og alle kiggede på mig med mistroen malet i ansigterne.

-         Så er det vist på tide at du forklarer dig, unge mand, sagde Helle. Hendes stemme rystede af vrede, og hendes ansigt var helt forstenet.

-         Hvis du har taget røven på os, din lille psykopat, slår jeg dig kraftedeme ihjel, hvæsede Ulrik.

Min overraskelse over nyheden om Peter Brixtofte og Claus hjorts flugt havde nu bundfældet sig, og jeg kunne se et mønster for mig.

-         Hør nu lige her. Det er jo genialt, sagde jeg.

-         Kunne du prøve at forklare os det geniale, sagde Villy.

-         Ja, nu skal I høre……