Vores personlige sekularisering

Af PBlich

Jeg er 21-årig studerende, uarbejdsdygtig grundet leddegigt, jeg går i terapi for depression og jeg oplever lige i øjeblikket på min uddannelse at der opstår talen om os selv, mere end den akademiske læren. Hvis ikke min tilværelse omhandler mit navlepilleri, eller lytten til andres navlepilleri, så drejer det sig om hurtig underholdning og forbrugslykke. I mangel på udfordring er mit syn på penge ved at ændre sig i en velkendt kulturel retning. Når kontoen er tom midt på måneden, er jeg nu sikker på at jeg er langt mindre lykkelig. For den eneste stimulans der er at finde er den som findes i latten!

Der ses en eksplosion i antallet af unge med psykiske lidelser, og mens jeg selv sidder som en af dem, kan jeg have svært ved at udpege nogen i mine omgivelser som ikke lider under lignende. Men åbner jeg et kvindemagasin bliver jeg overdynget af artikler om inspirerende, succesrige kvinder, hvis ambitioner ingen ende vil tage. Jeg kan ikke se de fremadrettede ambitiøse unge, jeg kan nærmere se desperationen efter at tilstræbe sig image og håbet om karrierens opfyldelse af selvrealisering.

Det er et interessant paradoks at en psykisk lidelse som depression kræver et fokus indad til, når det er narcissismen der gør os syge. Jeg spurgte forleden en god ven på studiet, hvorfor jeg var så forfærdelig træt i denne periode. Det er meget enkelt, sagde han, fordi det keder dig. Som en af de eneste ikke-troende på en uddannelse indeholdende kristendomskundskab, kan det være svært for mine medstuderende at få hænderne ned, når de bliver uddannet i dem selv. Hvilket jeg sagtens kan se det skønne ved. Men særlig akademisk virker det ikke. Denne øjenåbner gjorde det meget klart, at jeg ikke kunne henvende mig nogen steder, uden at der blev talt om selvet. Blandt veninder, blandt mine bofæller, og nu i sådan grad også på mit studie at jeg tog mine egne bøger med til undervisningen. Jeg skreg efter at sidde bag kassen i netto, blot for at agere i social sammenhæng uden der skulle tales personligt.

Siden hvornår er det største blevet os selv? Er det verdens størrelse i dag? En dag i myldretrafikken tog jeg min cykel med i s-toget og oplevede i flex-rummet hurtigt en konflikt mellem passagerer uden cykel og passagerer med cykel. Der skete en gruppering, hvor diskussionen lød på hvem der havde ret til flex-rummet. Er det der vi er nu? Vi, en befolkning som lever i et af verdens bedste samfund – hvis ikke vi har overskud og rummelighed, hvem har så? Vi kom alle sammen med toget, ved den afgang, så hvad er i virkeligheden vores problem?

Lad mig forsøge at svare, ved at tage et citat fra min egen notesbog;

Der er dem som går gennem en hård tilværelse uden at bemærke det, og så er der dem som bemærker hårdheden af intet.

Det ser ud som om at der er sket en sekularisering mellem samfundet og individet. Individualiseringen er ingen dårlig udvikling i samfundet, men den har skabt et verdensbillede, som ikke er naturligt for mennesket. Der er ikke grænser for, hvad vi kan gøre for os selv. Jeg har oplevet i mit frivillige arbejde, hvordan de frivillige sætter store krav til personlig tilpasning. De forklarer sig med at de har travlt med studie og fortæller ledere at de ikke kan forlange mere. Min tanke går på de danske modstandsfolk, som passede deres arbejde og studier, i en årrække hvor de hver nat måtte have pistolen liggende under hovedpuden, en årrække hvor de ikke oplevede en dyb nats søvn, i frygt for at blive taget. Vi skal være taknemlige over at vi ikke har sådanne tilstande i dag, som gør at vi er nødt til at ty til de midler, som modstandsbevægelsen gjorde. Men tænk at mennesker har budt sig selv dette for en større sag. I dag er den største sag os selv, og vi ønsker ikke at tage os mere tid end den vi bruger på os selv. Men jeg er bange for at resultatet af dette er ligeså psykisk nedbrydende som det vores kammerater under krigen pådrog sig.

Vi er privilegerede, vi har det godt. Det gør mig ondt at se min generation kæmpe med så mange indre konflikter, som gør at de ikke kan blive lykkelige. Vi er privilegerede, men vi har brugt det helt forkert og skabt vores egen indre krig. Vi har ikke nogen målestok, vi har altid haft vores rettigheder. Ligesom at vores velfærdsstat er blevet et krav mere end et privilegium, har vi malket vores fordele og synes ikke at kunne få nok. Historien er interessant, fordi den skal lære os. I og med der kun findes en form for klogskab, bagklogskab, skulle man tro at vi i det danske samfund formåede at udnytte vores ressourcer og gå forrest i drømmen om en bedre verden. For hvis vi er et af de bedste samfund i verden, hvorfor er der så så langt i mellem de taknemlige udtryk?

Er ungdomsoprør og kulturbevægelser anakronistisk? I tresserne var det materialismen og magtsyge, som skabte ungdomsoprøret. Efter økonomisk fremgang i den vestlige verden, følte hippierne at de måtte gøre op med det materielle og jagten på profit. De gik imod militarisme og krig. De så et samfund, som havde vokset sig stærkt og de så hvordan stormagterne misbrugte deres styrke. De ville forandre verden. Hippiekulturen var ikke entydig god, det typisk postmoderne ved denne bevægelse var, at det blev en popkultur, som ungdommen ønskede at tilpasse sig. Ikke alle kunne rumme disse værdier, og at der ikke var en åbenhed overfor de afvigende, er det mest problematiske ved sådanne strømninger. Jeg mener ikke at et ungdomsoprør eller et opgør er anakronistisk. Jeg mener at vi bør tage det bedste med os, som historiens erfaringer har givet os. At der er en økonomisk krise, gør ikke et opgør med det materielle mindre aktuel. Vi bliver manipuleret til at forbruge os til lykke. Opgøret er mere aktuelt end nogensinde, for vores samfund er ved at gøre det materielle til grundlæggende værdier. Hvor bliver kulturbevægelsen af, som siger; vi er trætte af image-opslugthed og brugsværdi, vi ønsker at bruge vores personlige overskud på at skabe idealer og til ønsker om en bedre verden. Vi ønsker rent faktisk at rette blikket ud og være en del af verden. Det er vidunderligt at kunne undersøge sit personlige univers, men hvis det bliver alles omdrejningspunkt, så sekulariseres vi langsomt fra samfundet, og tager ikke del i det på anden vis end ved at gøre karriere og forbruge.

Jeg håber at komme til at se en generation som ikke drukner i studievalg og økonomiske grubler, men som løfter sig over de værdier som samfundet forsøger at påtvinge os. En generation af rummelighed, medmenneskelighed og inddragelse af den globale verden og alt hvad den indebærer. Ungdommens år, er de hvor mennesket rummer flest behov for ændring, og vores mangel på erfaring og vores uskyldige naivitet, skal have plads til at blomstre, og skal bruges som de smukke egenskaber det i sandheden er.