Gennem lang tid har det syriske folk været udsat for et overgreb, der minder om borgerkrig. Tusinder af mennesker er siden konflikten begyndte blevet dræbt. Dagligt modtager vi tv billeder, ”som ikke kan bekræftes”, og så er det jo i orden, at vi ikke er i stand til at foretage os noget. Landet er forvandlet til et slagterhus, hvor sygehuse, skoler og andre offentlige institutioner benyttes som tortursteder.

TV hold fra flere lande er illegalt kommet ind i Syrien og følger på tæt hold de oprørere, som kæmper mod regeringshæren og dennes overgreb på kvinder, børn og gamle.

Byer sønderbombes. Lig flyder i gaderne. Huse lægges i ruiner.

Omkring Syrien udkæmpes en ideologisk krig mellem de der er for og imod den nuværende syriske regering og oprørene.

Kina, Rusland, Iran og enkelte andre lande støtter det nuværende styre, mens de hævder, at de vestlige lande og Tyrkiet forsøger at puste til et oprør, som er anti muslimsk. Det er værd at nævne, at den arabiske union, ligesom i Libyen, bakker op omkring det oprør, der vokser dag efter dag.

Mens stormagter udkæmper deres ideologiske kampe om indblanding eller ikke indblanding i et lands interne anliggender.

En forholdsvis ny spiller på banen er Hizbollah fra Libanon, som primært modtager deres våben fra Syrien. Samtidig puster diverse religiøse grupper til konflikten, mens regeringen i Syrien og Iran håber, at israelerne vil blande sig, så man kan få ændret fokus fra de daglige slagterier til en religionskrig.

En krig i Mellemøsten vil kunne føre til en storkrig, hvor olie vil blive det overordnede tema, fordi det vil blande USA og Rusland ind i en sådan krig. Måske ikke direkte, men via de støtter de har i området.

Konflikten vil ikke blot være lokal. Den vil sprede sig, fordi en stigning i oliepriserne vil medføre en nedsmeltning af verdensøkonomien. En tidobling af oliepriserne i den vestlige verden vil være uacceptabel. Derfor er den amerikanske flåde i lokalområdet i højeste beredskab. Iranerne har mobiliseret deres flåde og hele deres hær, og der arbejdes på højtryk med at fremstille mellem og langtrækkende raketter samt atomvåben. Tyrkerne vil ikke længere acceptere det folkemord, der finder sted i deres egen ”baghave”. Israelerne er i højeste alarmberedskab, og man skal være naiv, hvis man tror, at de vil afholde sig fra at benytte atomvåben ved et angreb fra Iran.

Det er på tide, at det internationale samfund kommer på banen og tvinger al Assad til at indgå forhandlinger med oprørerne med henblik på at forlade posten som landets leder. Det kræver at det internationale pres på Rusland og Syrien bliver massivt i FN.

Nu og da kan tal og statistik fortælle andet end løgn og forbandet løgn.

Når frafaldsprocenten indenfor uddannelsesområdet nærmer sig de 50 %, er det så et udtryk for noget normalt, eller noget unormalt?

Når halvdelen af de kommende Folkeskolelærere falder fra, er det så et udtryk for dårlig undervisning, dårlig vejledning, for svage seminarieelever, for negativ omtale i samfundet, osv.?

Når frafaldet på erhvervsskolerne er svimlende højt er det så af de samme årsager? Når deres fraværsprocenter er for højt, er det så fordi hverken ens forældre eller skolen har fundet det vigtigt, om man møder til tiden, eller om man overhovedet møder?

Når eleverne i Folkeskolen ikke har faglige redskaber nok til at klare en uddannelse, er det så fordi skolen er for dårlig, forældrenes forventninger for høje, det faglige indhold under al kritik, 95 % målsætningen for ambitiøs osv.

Er der en indbygget modsætning mellem forældreopdragelse og skolegang? Har vi lagt for mange opdragelsesopgaver over på Folkeskolen? Har vi lagt for lidt vægt på de tunge fag: dansk, matematik og engelsk på bekostning af færdselslære, seksualundervisning, osv.

Når vi har kunnet opleve frontalsammenstødene mellem undervisningsministre og Danmarks Lærerforening, skyldes det så manglende forståelse de to parter imellem, eller skyldes det, det pres Folkeskolen altid vil være under, fordi langt de fleste forældre har en holdning til den Folkeskole, de fleste forældre selv er et produkt af?

Endelig kan vi forsøge at anskue problematikken ud fra de eksperter den til enhver tid siddende regering benytter sig af. Hvis det Søndergaard og Egelund, som er eksperterne, bliver det nemt en meget resultatfikseret Folkeskole, der er det vigtigste. Helst baseret på tests som er sammenlignelige med udlandets.

Hvis vi spørger os selv, hvordan børn lærer, så er der nu et omfattende materiale, som bygger på nogle meta undersøgelser (200 millioner elever indgår), som for nylig blev gennemgået i Politiken. Der er intet, der tyder på at lektier skulle gøre noget godt for børn. Bortset fra at det er roden til mange konflikter i de små hjem. Derfor bør man alvorligt overveje at indføre lektiecaféer på alle skoler samt udvide undervisningstiden og lektie tiden til kl. 16 hver dag. De sidste timer kan sagtens suppleres med andre aktiviteter end blot siddestillende lektielæsning.

Som det forhåbentlig fremgår af ovenstående, er vi altså nødt til at finde nye metoder til at lære unge at lære. I tidligere artikler på www.samfundsdebat.dk  kan man finde andre idéer til en bedre undervisning i Danmark

Caroline er i kulkælderen. Slået ud et par gange i løbet af forholdsvis kort tid i 2 større turneringer. Hun har ikke spillet godt tennis i et stykke tid. Faktisk ikke siden hun mere eller mindre offentligt fortalte om sit forhold til McIlroy og hendes skift af træner. Det sidste er der så ændret på igen. Fra en placering som nummer et på verdensranglisten, røg Caroline først ned som nummer fire. Nu er hun mere eller mindre i frit fald. Alligevel må man beundre så ung en sportskvinde og hendes karriere. Bare rolig. Caroline vender tilbage til den absolutte top, men i en langt mere moden udgave, hvor hun ikke kun skal klare sig ved at kunne være mere vedholdende end modstanderne, men ved at spille klogere, når det er nødvendigt.

Det er atter blevet dagligdag for nogle af håndbold herrerne. Det er blevet en slidsom hverdag, hvor det kan være vanskeligt at sætte sig selv op, efter at have sig selv op ved hårrødderne ved EM i håndbold. Vi stiller store krav til sportens rollemodeller. Det er næsten uacceptabelt at Mikkel Hansen og de andre koryfæer kan have en offday. De hjemlige kampe bliver noget der skal overstås, når der står AGK på blusen og der venter en Champions League kamp lige om hjørnet. Samtidig kræves der en næsten overmenneskelig fysik. En spiller på meget under 1,90 med en vægt omkring de 100 kilo er fuldstændig yt.

I fodboldens verden har de største hold i Europa vist en sårbarhed, der bliver stadig tydeligere. Barca og United taber kampe, de tidligere ville have vundet uden de store problemer. Nu er virkeligheden bare en anden. Så snart forsvaret ikke er fit for fight taber selv de store hold. Angreb er blevet det nye ”sort”. Dvs. at trænerne lægger mere vægt på angrebsspillet end på forsvaret. Samtidig oplever man en hårdhed i forsvarsspillet, der har betydet flere uheld hos individualisterne end man har oplevet i mange år. Måske føler en del trænere sig også tvunget til at benytte spillere som ikke er blevet rigtig klar efter den sidste skade. Samtidig bliver det vanskeligere og vanskeligere for spiller og klubber at leve op til publikums forventning om det sublime i hver eneste kamp. Specielt på baggrund af at TV hver weekend viser ca. 10 kampe fra Europas bedste rækker, og med så mange kameraer, at ikke en svinestreg går upåagtet hen.

TV2 og DR1 har sendt hver deres sørgmuntre serie ud i noget nær den bedste sendetid henholdsvis torsdag og søndag. Begge dage kl. 20,00.

Hvilket billede efterlader de så af dagens Danmark?

Skolelærerens dagligdag? Og Danmark på lykkepiller? Eller?

Begge serier bygger på hver sit univers. Alligevel er der den fælles reference, at livet anskues med det ironiske glimt i øjet, og vores dagligdag portrætteres med en distance, der gør det nemmere at forholde sig til den faktiske virkelighed.

Hvor Rita ligger forholdsvis tæt på Folkeskolens virkelighed, må man håbe at Lykke ikke ligger for tæt på virkelighed hos medicinalbranchen.

En hel del af de udsagn Rita bygger på, kunne man godt ønske sig tilbage i Folkeskolen i stedet for den forbandede politiske korrekthed, der præger skolen i dag.

Lykke har på det seneste været udsat for svære hug i dagspressen. Måske skyldes det, at en dansk sitcom umiddelbart bliver sammenlignelig med udenlandske sitcoms fra USA og England, hvor traditionen for denne genre gør dialogen ubesværet og plottene gennemskuelige og nemme at acceptere.

Ritas mangel på korrekthed og komplicerede privatliv virker genkendeligt på mange. Lykkes univers er heldigvis lidt mere ualmindeligt og en anelse fordrejet.

Når Rita i sidste ende synes mest veldrejet, skyldes det ikke mindst de flestes seeres fælles referenceramme og Folkeskole erfaringer.

Det er positivt at en hel del folkekirker har åbnet dørene for de hjemløse, som ingen andre vil tage hånd om.

Når vi diskuterer folkekirkens fremtidige rolle i det danske samfund, ligger det vel lige til højrebenet at åbne sine døre for en ny brugergruppe, ligesom det vel også ligger lige for at invitere en del af de frivillige hjælpere, der bliver flere og flere af, til at deltage i et samfundsnyttigt arbejde i forbindelse med de hjemløse.

Måske skulle Kirkeministeren gå lidt mere ud i offentligheden med tilbuddet om såvel husly delen, som om hjælpe delen.

Mette Frederiksens ministerium kunne så gå ind i det ved at opfordre unge og ældre, som står udenfor arbejdsmarkedet, er på offentlige ydelser o. lign. til at deltage i dette meningsfulde arbejde.

Vi kan så forvente os, at Dansk Folkeparti kan stå skrigende på sidelinjen og advare mod den horde af hjemløse, der vil strømme til Danmark og oversvømme vores nødhjælp.

Vi lever i en tid, hvor hver dag giver stof til undren. Besynderlige håndboldresultater ved EM. Mærkelig svingende indsatser i de nationale fodboldligaer over det meste af Europa. Droppede anklager mod Lance Armstrong og hans brug af doping igennem mange år af mangel på beviser. Fantastiske indsatser af vores svømmere ved de senest overståede internationale mesterskaber. Osv. osv.

Økonomiens langsomme vækst mod tidligere tiders fantasi udvikling. Koncentrationen af kapital på stadig færre hænder, men på stadig flere lande i vækstområder ingen havde forestillet sig for bare få årtier siden. Briklandenes alt for hurtige økonomiske vækst med deraf følgende chance for sammenbrud a la de vestlige lande og disses grådighed med deraf følgende sammenbrud.

Mangelen på interesse for vedvarende energi i det meste af verden. Co2 udslippets uhæmmede vækst på bekostning af økonomiskvækst i Brik landene, som meget forståeligt ikke ønsker at begrænse denne vækst, og hvor verdens største økonomier derfor holder hinanden i et kvælertag, mens jorden langsomt men sikkert bevæger sin udvikling i en forkert retning med opvarmning og deraf følgende uoverskuelige naturkatastrofer som følge.

Hvor sult i Østafrika og oversvømmelser i Australien blot er sidste afsnit i en roman om naturkatastrofer, som synes uendelige.

Nyvalgte Folketingsmedlemmer, der reagerer på tonen i Tinget anses for at være bløddyr, der bare skal have lidt hår på brystet for at kunne fungere i et umenneskeligt system, hvor egen positionering går frem for respektfuldt samvær og empati ved debatter, som gerne skulle kunne overværes af både yngre og ældre, uden at det nødvendigvis betyder en disrespekt for folkestyret og de folkevalgte.

Hvor ungdomsarbejdsløshed og mangel på praktik- og uddannelsespladser går hånd i hånd. Hvor unge ikke har fremtidsmuligheder, fordi vi er ramt af et økonomisk kaos pga. bankers og investeringsforeningers uhæmmede grådighed frem mod 2007 – 2008.

Vi oplever, at skiftende regeringer skifter deres ideologier ud med oppositionens politik for ikke at miste magten i Folketinget. Der er næsten ingen begrænsninger længere. Hvis Socialdemokrater, SF og de radikale kan se egen vinding ved at overtage en politik, hvor Efterlønnen bliver afskaffet, er det helt legitimt. Skal man overtage en Betalingsring er det helt ok, hvis man tilhører Venstre, mens Konservative og Dansk Folkeparti bedre kan læne sig tilbage og afvise det, mens man ikke er i regering. Skal man se et reallønsfald i øjnene, er det bedre, at det bliver gennemført af Socialdemokrater, SF og de Radikale, da det ville udløse strejker og social uro under en borgerlig regering. Venstre borgmestre og Konservative ditto presser deres egne partier for at få gennemført en grøn energi politik, fordi det vil give arbejdspladser i ”udkants Danmark”.

En Betalingsring vil ikke betyde ret meget for luftforureningen i København, ligesom afkastet af Betalingsringen ikke ser ud til at kunne betyde skelsættende fald i priserne i den kollektive trafik.

Den vestlige verden så det som sin pligt at hjælpe Libyen, men holder sig politisk tilbage, mens et folkemord finder sted i Syrien, hvor der godt nok ikke er olieinteresser på spil, men hvor befolkningen myrdes, mens vi i den vestlige verden ser på, ikke blot med bekymring, men med forfærdelse. Diverse tv stationer skynder sig at understrege, at det ikke kan bekræftes at de billeder, som lokale lægger ud på nettet, rent faktisk er autentiske.

Man kan undre sig over mange ting.

Man kan undre sig over at vores TV kanaler oversvømmes af underlødige reality programmer, hvor deltagerne udleveres. Hvor den ene lorteserie afløser den anden for at udfylde sendefladen, og fordi de er billigere end lødige programmer. Hvor værternes roller i diverse ”debatprogrammer” bliver vigtigere end indholdet.

Hvor ældre skal lære at spare efter at have betalt skat, moms, afgifter mm. hele deres liv. Hvor hospitaler og skoler igen og igen skal holde for og spare, mens vi bryster os af at have et af de bedste sundhedsvæsener i verden og en af de dyreste, men dårligste offentlige skoler. Hvor den inkluderende skole skal kunne rumme det, den aldrig tidligere har kunnet rumme.

Jespersen og Pittelkows fascistoide nye bloggavis. Dette besynderlige pars ønske om synlighed efter at have forladt det Folketing, hvor perfide bemærkninger mere er regelen end undtagelsen. De har nu etableret en platform for opgøret med alle sider i dansk politik. En utrolig politisk rejse har måske nået sit endemål.

En underlig tid, hvor selv en ellers usårlig Margrethe Vestager er kommet under beskydning blandt sine egne, fordi hun ikke vil støtte indførelsen af en Tobin skat, som ellers på mange måder ligger fint i tråd med radikal ideologi. Vestager henviser til, at det blot vil betyde, at værdipapirhandel flyttes udenfor Europa. Man kunne jo lade det komme an på en prøve, fru Vestager.

Man kan undre sig over Helle Thornings synlighed i EU, men mangel på synlighed i Danmark. Eller Villys mildt sagt besynderlige krydsende kurs modstrøms i dansk politik. Ingen skal være i tvivl om, at Villy godt vidste, hvad han gik ind til, da han gik ind i et regeringssamarbejde. Enhver oppositionspolitikers værste mareridt: at skulle gøre op med sin egen ideologi, for at gøre plads til en fælles politik.

Man kan undre sig over, at vi først nu står over for det paradigmeskift EU oplever pt. Måske det mareridt vi andre anede, da EF blev etableret for hundrede år og en sommer siden. Den centrale styring af det europæiske fællesskab.

Fagre nye verden. Hvad bliver det næste?

Vi er lige kommet igennem en undskyldning fra Christine Antorini mht. folkeskoleforliget og dets katastrofale følger her få år efter.

Nu kaster Antorini og Østergård sig så ud i endnu et vanvittigt eksperiment: den inkluderende skole. Man sidder med en fornemmelse af, at almindelig sund fornuft er en by i Rusland i de berørte ministerier. Er ministrene holdt op med at lytte til deres embedsmænd? Eller er embedsmændene holdt op med at vejlede deres ministre i erkendelse af, at det sgu nok ikke flytter noget?

Det er fint nok at ville inkludere. Man skal bare ikke gabe over større stykker end man kan klare. Nu nedlægger man de fleste af de udmærkede specialundervisningssteder, som er blevet skabt gennem de sidste mange år. Dvs. at meget af den ekspertise, som i dag findes ude i landet, forsvinder.

I Ringsted er erhvervsklasserne blevet nedlagt for ca. 10 måneder siden. Nu ser man så resultatet. Man er nødt til at genskabe et beredskab for at kunne tage hånd om de elever, som tidligere var elever her.

Man skulle vel kende skolelederne dårligt, hvis ikke de i en eller anden udstrækning vil overføre nogle af de penge, som tidligere blev brugt på specialundervisning, til andre områder.

Er det meningen, at de ca. 50.000 elever, som har været omfattet af specialundervisning tidligere, skal kunne rummes i den almindelige undervisning?

Anser Antorini & Østergård det for forsvarligt at udsætte lærerne for endnu en arbejdsbyrde? Skal det så være på bekostning af forberedelsestiden, samarbejdet med forældrene, den nye undervisning i seksualitetens mangfoldighed, eller hvad?

En gang imellem kan det godt betale sig at spise brød til, før man kaster sig over en ny politisk godbid.

De seneste dage har medierne været fyldt med historier om de 80.000 unge, som står udenfor arbejdsmarkedet og er på en eller anden form for overførselsindkomst.

Nu er vi så nået til den Folkeskolereform et bredt flertal i Folketinget besluttede for omkring 4 år siden. Her gennemførte man nye retningslinjer for uddannelsen af folkeskolelærere på trods af de mange advarsler de kompetente grupper kom med.

4 år senere ser vi nu konsekvenserne af det fejlskud, der har betydet, at verdens dyreste skole stille og roligt er på vej mod den internationale bund med hensyn til karakterer hos dagens elever i folkeskolen. At det samtidig har vidtrækkende konsekvenser for gymnasiet og på sigt de videregående uddannelser, er der ingen tvivl om.

Det er lykkedes en række undervisningsministre at skabe så meget ravage i læreruddannelsen og i folkeskolen, at antallet og kvaliteten af folkeskolelærere er faldet til et niveau, som aldrig tidligere set.

Unge håbefulde seminariestuderende vælger primært efter interesse, og fred være med det. Det er bare ikke det der er behov for.

Hvem er det der vælger at blive folkeskolelærere? Er det de studenter, der har så lavt et gennemsnit, at de ikke kan komme på de højere uddannelser? Hvis det er tilfældet, har folkeskolen et problem. Ikke blot nu og her, men også i de kommende mange år.

Når nu diverse undervisningsministre er så begejstrede for grundskolerne i Finland og Singapore, er det vel på tide at se på, hvilken form for uddannelse lærerne har disse steder.

Samtidig er vi nået til det tidspunkt, hvor vi har behov for, at kompetente eksperter indenfor folkeskolen bliver hørt og får lov til at udstikke langsigtede planer, som ikke ændres blot fordi valgloven kræver et valg mindst hvert 4. år. Det er på tide, at politikerne tør betro disse eksperter ansvaret for folkeskolen for en længere periode.

Nu får vi så, som beskrevet andetsteds, den inkluderende folkeskole. Det skal nok komme til at koste lærere. Parallelt med dette kan vi allerede nu få øje på, at kommunerne vil lukke cirka hver 7. skole.  Forklaringen er, at det vil være bedre for skoleleverne at gå på en stor skole, på trods af at der ikke findes undersøgelser, der kan bekræfte eller afkræfte kvaliteten af større eller mindre skoler. Ud over den uro, der vil følge med nedlæggelsen af de små skoler, kan det også komme til at betyde, at utilfredse forældre vil forsøge at erstatte den lille lokale skole med en friskole.

På længere sigt vil nedlæggelsen af yderligere et stort antal små skoler betyde, at ”udkants Danmark” atter bliver ramt med alvorlige konsekvenser til følge.

2012 er en ny begyndelse for specialundervisningen i folkeskolen. Kommunerne har overført de beløb, som tidligere blev benyttet til specialundervisning via PPR, Pædagogisk psykologisk rådgivning.

En tredjedel af de midler folkeskolen hvert år modtager fra staten skal nu benyttes til den inkluderende undervisning på de enkelte folkeskoler.

Tanken om at beholde de 13 milliarder, der er tale om, i folkeskoleregi kan i første omgang godt føre til jubel rundt om i landet.

Enhver, der har fulgt specialundervisningens himmelflugt i Danmark, ved godt, at det svarer til at tisse i bukserne. Det varmer så godt til at begynde med, men køler så rædselsfuldt på lidt længere sigt.

Med den inkluderende skole har kommunerne i vid udstrækning opsagt mange af de samarbejdsaftaler, der tidligere har fungeret med mindre specialiserede specialundervisningstilbud. For elevernes skyld må man håbe, at den inkluderende skole vil blive et positivt tilbud. Meget kunne tyde på, at det desværre ikke vil blive tilfældet.

Mange af de elever, som tidligere ville kunne have profiteret af et andet undervisningstilbud end folkeskolen, kan se frem til at tilbringe undervisningen i en skole, de ikke kan bruge. Der er tale om en vifte af elever med vidt forskellige behov og/eller diagnoser. Ordblinde, talblinde, autister, ADHD’ere, DAMP’ere, ADD’ere osv.

Parallelt med den inkluderende skole diskuterer man nu, om ikke De frie skoler skulle have skåret i deres statstilskud. Samtidig flytter flere og flere forældre deres børn til de frie skoler. Man ser et scenario for sig, hvor den inkluderende skole skal finde sine ben, mens de elever, der ikke ønsker at få undervisning i folkeskolen, af økonomiske årsager vender tilbage til denne. Der vil være tale om forældre og børn, der kender deres ret og vil forholde sig til denne.

Fire ud af ti lærerstuderende dropper uddannelsen, og kommunerne fyrer folkeskolelærere, mens alle råber og skriger på verdens bedste skole med verdens højeste udgifter.

Velkommen til fagre nye verden og den inkluderende folkeskole.

Myanmar, det tidligere Burma, undergår for øjeblikket en af de hurtigste forandringer, vi længe har oplevet. I modsætning til ”Det arabiske forår” har Myanmars militære ledere forstået det vink med en vognstang, borgerkrigene fra Nordafrika og Mellemøsten har vist. I tide har de forsøgt at skabe en glidende overgang mod et demokratisk styre. Dette er lynhurtigt blevet opfanget i omverdenen, og den ene handelsdelegation efter den anden besøger for øjeblikket Myanmar med henblik på at komme” med på toget”, når endnu en ”tigerøkonomi” sætter gang i væksten, og turister begynder at vælte ind over grænserne for at skabe et nyt Thailand. Derfor er det så meget desto vigtigere, at vi lærer af fortidens fejl og ikke omdanner Myanmar til et nyt turisthelvede, men af respekt for landet og dets indbyggere afstemmer vores vådeste drømme efter befolkningens egne ønsker og tempo.

Umiddelbart og meget sympatisk har regeringen besluttet at øge hjælpen til Myanmar med 100 millioner kroner.

Når vi yder hjælp til et land i rivende udvikling bør vi hurtigt hjælpe med infrastruktur i bredeste forstand. Vi bør hjælpe med opbygning af et skolesystem, hvor alle børn får tilbudt uddannelse. Vi bør hjælpe med at opbygge en helbredssektor, der er i stand til at tage hånd om de svageste. Vi bør hjælpe med at udvikle Myanmars eksporterhverv med henblik på selv at udvikle forpligtende handelsforbindelser på sigt. Ved at yde denne hjælp bliver der tale om hjælp til selvhjælp.

Det skaber respekt at respektere andre, så vi kan se os selv i øjnene.