Farum kommissionen er netop kommet med en 12.500 sider lang rapport, hvor konklusionen er, at der skal gribes ind lang tid inden en borgmester formaster sig til at lege solkonge.

Nu er en ny kommission så nedsat. Den har et kommissorium, der skal være afklaret indenfor en kortere årrække.

Den første kommission arbejdede i 10 år. De samlede udgifter blev mellem 50 og 60 millioner kroner. Gad vide, hvor meget den nye kommission kommer til at koste, og hvad vi kan bruge konklusionerne til? Hvis det bare skal understrege, at kommende regeringer skal have et bredt flertal for at gå i krig, var det måske bedre at skrive konklusionen på forhånd. Hvis det der imod drejer sig om at dele drøje hug ud til ”højre og venstre”, kan det jo nemt falde tilbage på en selv, når den næste kommission nedsættes.

Parallelt med disse kommissioner er retssagen mod de 4 terrorister, som ville bombe Politiken og JP’s hovedkvarter, netop begyndt. Samtidig er retssagen mod Breivik netop påbegyndt i Norge.

Det er godt at bo og leve i demokratiske samfund, men det er altså også omkostningstungt.

Tænk hvad kommissioner og retssager koster de respektive lande, og hvor mange ressourcer de lægger beslag på.

Vi vil nok aldrig kunne forstå baggrunden for hverken terroristernes ønske om at sprede død og ødelæggelse eller Breiviks syge tankegang.

Måske er konklusionen på alle disse mange kommissioner og retssager måske bare at understrege grundlaget for samfundets hævn over de formastelige, der har skabt så meget sorg og ødelæggelse, og et forsøg på at forhindre kommende overgreb på vore institutioner og vores folkesjæl.

Så lykkedes det Villy Søvndal at fremstå som den stærke samlende personlighed med sin indledende tale på SF’s landsmøde.

Villy var mere eller mindre forsonlig overfor sine kritikere og foreslog at slå bro over afgrunden og mødes på det pragmatiske grundlag, der var grundlaget for talen.

De fine ord blev senere afløst af den kyniske realisme som kaldes realpolitik. Der blev ikke plads til kritikerne i landsledelsen og de 2 næstformænd blev meget forudsigeligt Tesfaye og Touborg, selv om Meta Fuglsang fik flest stemmer.

Det blev altså et meget forudsigeligt resultat, der kom ud af landsmødet.

Hermed fik Villy lagt grunden til den indædte modstand, der i de kommende år vil være indenfor partiets egne mure. De lange knives nat er kun lige begyndt. Hvem vil bakke en taber op, hvis meningsmålingerne ikke ændrer sig radikalt indenfor de kommende måneder?

Thomas Nielsen vidste at fagbevægelsen for år tilbage havde sejret ad helvede til. Resultatet af dette ses i dag, hvor fagbevægelsen stille og roligt udhules indefra. Medlemsflugten er vedvarende på trods af krise og armod.

Fanen kan løftes så højt, at fødderne ikke længere når jorden.

Siden valget har oppositionen, erhvervsfolk, DI, DA, bank – og forsikringsfolk mm. været ude og advare mod den nye ”røde” regering og dennes uansvarlighed. Der ville ikke gå lang tid før Danmark ville være ikke blot på randen af katastrofen, snarere midt i den.

Den nye regering har midt i upopulariteten været nødt til at gennem føre en række meget upopulære beslutninger, som en blå regering aldrig ville have kunnet gennemføre, fordi befolkningen og fagforeningerne ville have opponeret imod disse beslutninger.

Medierne har ikke blot båret ved til bålet. De har kastet benzin på bålet ved enhver given lejlighed.

Det er ikke, fordi den nye regering er fredet, men regeringens nye forlig og resultaterne af disse skulle måske lige have lov til at bundfælde sig, før de kritiske røster blev for skingre.

Ingen, der er ved deres fornufts fulde fem, tror længere på, at vi bliver opslugt af den økonomiske tzunami, der ramte verdensøkonomien for nogle få år siden.

Den nye regering har i en modgangstid været i stand til at modstå populisme og kun lovet befolkningen, at det bliver værre endnu. Samtidig med nedskæringer, indskrænkninger, fyringer, osv. osv. er det langsomt begyndt at lysne i horisonten.

Som for enhver anden regering er også den aktuelle regering afhængig af verdenskonjunkturerne. Heldigvis går det langsomt bedre på vores største afsætningsmarkeder samtidig med at danske virksomheder langsomt, men sikkert sniger ind på de nye vækstmarkeder.

Ikke blot vokser produktiviteten i Danmark. Der er også begyndt at blive skabt industri job i Danmark. Vi har langsomt bevæget os væk fra at tro, at vi kun skal forske os ud af krisen.

Danmark er et innovativt land. Et innovativt land har behov for en højt uddannet arbejdsstyrke. Det betyder, at vores uddannelsessystem skal styrkes, at vores uddannede arbejdskraft skal efter – og videreuddannes.

Men regeringen har behov for et samarbejde fra de samme mennesker, der bragte os ud på katastrofens rand. De har behov for opbakning i medierne. Ikke ukritisk, men heller ikke udelukkende negativ respons på alle de vanskelige beslutninger, regeringen er nødt til at gennemføre.

Der er ikke brug for alle de kritikere, der konstant råber: Ulven kommer, ulven kommer.

I gennem de senere år har vi gentagne gange kunnet opleve, hvordan fanatikere har været i stand til at rokke ved demokratiers fundament. Det gælder såvel politiske som religiøse fanatikere. De seneste eksempler med Breivik og Merah har været skræmmende og uforståelige for de fleste normale mennesker, som har vanskeligt ved at forstå voldens indre logik.

Hvordan kan vrede og had få et omfang som i de to nævnte tilfælde?

Der er ikke tvivl om, at vi taler om 2 mennesker, som i den grad har følt sig marginaliserede, som har oplevet samfundet helt forskelligt fra os andre, som har fået energi af deres vrede, aggression og angst for det, vi andre opfatter som normalt.

Samfundets reaktion har været utrolig sund. Det har været vigtigt for den norske regering at mane til besindighed og forståelse. Det har været samlende og helende for ikke blot Norge, men også alle de nationer som fulgte begivenhederne sidste år.

Reaktionen i Frankrig var umiddelbart i samme retning, som den norske. Men her stopper så også parallellen mellem de to nationer. Et nationalt valg står for døren i Frankrig, og for alle præsidentkandidaterne er det vigtigt at vise evnen til at handle i situationen. Der er intet overraskende i nationalisternes (Marie le Pens) reaktion, da partiet lige som Dansk Folkeparti gerne skaber en hadsk stemning mod et mindretal i Frankrig. Det kan derfor virke overraskende at den siddende præsident tyr til lignende metoder. For at vise sikkerhedstjenestens effektivitet farer man nu ud og arresterer ekstremister indenfor den muslimske verden. Ikke blot anholder man disse fanatikere, man vælger også at udvise dem af landet.

Når man er borger i et lille land som Danmark, som gennem en 10’årig periode har været underlagt Dansk Folkepartis neurotiske angst for fremmede med deraf følgende stramninger af lovgivningen, virker arrestationerne og udvisningerne i Frankrig skræmmende.

Vi har alle været vidne til den bølge af oprør, som er gået hen over de muslimske nationer i Nordafrika og Mellemøsten. Vi har været fælles om at bakke op om demokratiseringsprocessen, vel vidende at et demokrati i vores forstand og selvforståelse ikke opstår på hverken et, to eller ti år.

Skal vi forsøge at bygge bro over de modsætninger, der præger vores forskellige religiøse overbevisninger, må udgangspunktet være forståelse og tolerance. Ikke uforstand og had. Skal vi undgå at Europa bliver oversvømmet af flygtninge fra Nordafrika og Mellemøsten, skal vi være med til at skabe bedre levevilkår de samme steder.

Mangel på mad, fattigdom, stammekrige osv. osv. er medvirkende årsag til den uro, der plager rigtig mange afrikanske lande. Det er derfor vigtigt, at vi hjælper disse lande til mere velstand. Det skal selvfølgelig foregå i et tæt samarbejde med det enkelte lands regering. Vi skal turde vise, at vores hjælp går til lande, der ønsker forandring. På denne måde kan vi undgå at religiøse og politiske fanatikere kommer til magten. Uddannelse og sundhed bør være de to hovedhjørnesten i vores hjælpeprogrammer. Det siger sig selv, at hjælpeorganisationerne skal fortsætte det arbejde, de er involverede i parallelt med de programmer staten iværksætter.

I sidste uge blev hunden Balder skudt af en nabo, da den for hundrede syttende gang strejfede på naboens grund. En trist historie, som handler om en ulykkelig hændelse. And so fucking what?

Medierne gik i selvsving, og hypet omkring Balders død kom til at fylde medierne, så man skulle tro, at det var et barn, der var blevet skudt.

Indlæg i aviser og æterbårne medier fik befolkningen til at gå medieamok i to store grupper for og imod Balder og jægeren.

Nu skal man ikke glemme, at Balders død i den Nordiske mytologi, skyldtes, at man havde glemt at tage misteltenen i ed. I Hunden Balders tilfælde havde man glemt at tage lovgivningen i ed. Jægeren havde gentagne gange advaret mod den løsgående hund, og de dyr som befinder sig på mandens parcel.

Hele mediehysteriet fik Mette Gjerskov (Minister for Landbrug og Fødevarer) til at blande sig i miseren med lovning om en gennemgang af den lov, som faktisk tillader nedskydning af strejfende dyr. Mon ikke det kunne være en god idé, hvis regeringen besluttede at lave et generelt tjek af samtlige ældgamle love, som stadig udgør grundlaget for vores samfund.

Om Balders død hermed medfører, at loven bliver opdateret, vil da kun være en fordel for alle, så man ved, hvad der er gældende ret og lov.

Man kunne i samme sammenhæng se på den lov, der i øjeblikket pisser mange landmænd af: en mere eller mindre eksplicit ekspropriationszone omkring eventuelle vandløb på landmændenes marker, eller inddragelse af områder til opførelse af nye vindmølleparker. Inddragelse af mark og skov i miljøbeskyttede områder, som Dansk Naturfredningsforening egenhændigt beslutter, skal være miljøbeskyttede. Parcelhusejeres mulighed for at beskytte deres sommerhuse, hvis havet æder af kysterne. Mulighederne for ændringer er mange og ville kunne fremme demokratiet. Det demokrati, som vi hellere end gerne præsenterer, som det store dyr i åbenbaringen til de nye demokratier, der skyder op i Nordafrika og Mellemøsten. 

Hvis ovenstående kan være med til at modernisere lovgivningen og give den et demokratisk løft, har Balders død trods alt ikke været forgæves.

I går blev Mattias Tesfaye interviewet i Clement søndag. Ikke blot blev det et intenst interview, hvor Clement fastholdt nogle af de synspunkter, Mattias Tesfaye fremførte. Det blev desværre også et interview, som klart viste, at Mattias Tesfaye slet ikke er et reelt alternativ til Meta Fuglsang, som kommende næstformand i SF.

Interviewet var en afdækning af de store svagheder Mattias Tesfaye viste. Gang på gang blev Tesfaye udstillet. Hans argumenter holdt ikke vand.

Når Clement virkelig gik til stålet, undrede man sig som seer over, at Tesfaye ikke kunne argumentere for selv de mest indlysende fremskridt, der trods alt er blevet gennemført under den nye regering.

Når han pludselig midt i udsendelsen spørger Clement om, hvordan Clement synes, han har klaret sig i interviewet, bliver man klar over, at man står med en meget umoden kandidat til næstformandsposten i SF.

Når Villy finder det nødvendigt at bringe reelle forskelle i politisk holdning til ro, så må man som udenforstående undre sig.

Når Villy ikke vil acceptere en offentlig debat skabt af partikammerater (her iblandt ministre i regeringen, Auken og Dyhr), kan det blive en meget kort regeringsperiode, vi kan se foran os med den nuværende regering.

Når Villy finder det nødvendigt at offentliggøre, at han har tænkt sig at blive som formand for SF, må man opfordre hans rådgivere til at klæde ham bedre på.

Der er ingen tvivl om, at SF’s årsmøde vil blive fulgt med stor opmærksomhed af medierne, men så sandelig også af de 2 andre regeringspartier. Går SF i opløsning, går regeringen samme vej. Derfor er Helle og Margrethe nødt til at give Villy og SF nogle politiske godbidder, der kan fremstå som sejre for partiet.

Årsmødet vil afstikke den retning partiet vil tage, både hvad angår partiprogrammet og valget af næstformanden. Kan Villy holde til, at Meta bliver ny og eneste næstformand? Kan Villy holde til, at partiprogrammet ikke varetager hans interesser?

Det er vigtigt at pressen holder tungen lige i munden, og at journalisterne ikke forsøger at gøre det til et personopgør mellem Villy Søvndal og de medlemmer af SF, der er uenige med ham. Det er politik, det handler om. Skal SF være topstyret eller ej? Ikke om SF henvender sig til arbejdere eller ej. Den del af debatten er for længst forbi. SF’s grundlag er ikke industriarbejderne eller de ufaglærte. Det er gruppen med indkomster på mellem 300.000 – 400.000. Skolelærerne, pædagogerne, sygeplejerskerne etc. Industriarbejderne og de ufaglærte har i mange år stemt på Socialdemokrater, Dansk Folkeparti og Venstre, så det er nok ikke her vælgerpotentialet ligger.

Det lange seje regeringstræk vil vise om SF er regeringsdueligt eller ej, også når der skal sluges en del ”kompromiskameler”.

Hver weekend kan man se så mange fodboldkampe på forskellige tv kanaler, at ordet forstoppelse står i kø for komme ud. Og så nævner vi ikke al den anden sport, der også vises.

Vi mister glæden ved at gå til en lokal fodboldkamp og støtte den lokale klub. Vi ønsker at se øjeblikke af fantasi og kreativitet a la Messi og Ronaldo. De overdådige mål og den fantastiske ramme med mange tusind tilskuere, som i Danmark kun opleves i de store lokalopgør.

På 6’eren vises hver lørdag omkring 5 kampe. 3 engelske og 2 spanske. Det kan suppleres med TV2 Sportens hjemlige kampe og kanal 9’s udenlandske og hjemlige.

Mageligheden har taget over. Sofaen trækker, og det almindelige vejrlig er hammer ligegyldigt.

Hver weekend slutter sportskanalerne med at vise samtlige mål og højdepunkter fra alle kampe i de største ligaer. Derfor bliver det ikke helt så muntert at overvære en ørkenvandring i Superligaen, en af divisionerne eller lokalopgørene. Det er ødelæggende for de lokale sportsklubber, og for vores tørst efter højdepunkter, hvor den almindelige sportsudøvelse mister sin fascination af mangel på klimaks.

På samme måde som et godt samleje, der skal munde ud i en ordentlig orgasme. Ikke fordi der er noget galt med det, men måske kunne selve akten også være en del af den nærhed, der også er en del af kærlighedens væsen.

I Sydamerika vises et fodboldprogram søndag aften, hvor samtlige mål scoret i alle ligaer i hele Sydamerika vises på en time. Gooooolllll!!!! Er det ord, som er gennemgående tema.

Vi skal lære at nyde sporten uden at blive overfodrede og dermed få en sportsforstoppelse.

Vi skal nyde samværet i lokalidrætsforeningerne, og finde ind til de værdier, der hører med et godt foreningsliv (a la haveforeningernes sammenhængskraft).

Vores regering er nu blevet færdige med at forhandle ny energiplan, som de fleste partier (minus Liberal Alliance) har tilsluttet sig, som det mindst ringe resultat, man kunne nå til enighed om. Som ved de fleste forhandlinger fik intet enkeltparti det, som det helst ville have det. Det er der ikke noget nyt i. Det hedder vel i yderste konsekvens demokrati.

Resultatet er et godt eksempel på den aktuelle politiske situation i Folketinget, hvor det radikale venstre kæmper en brav kamp for de brede forlig, mens socialistisk folkeparti endnu engang må se endnu en af deres mærkesager bliver vedtaget i en amputeret form.

Enhedslisten har stik mod forventning ikke fået den indflydelse, de havde håbet på efter deres overraskende gode valgresultat. Da det radikale venstre er panisk angst for en venstredrejning af folketinget, accepterer de hellere et mere liberalt resultat, end alternativet. Tænk bare her på nedskæring i megawat, når det drejer sig om vindmøller. Ikke fordi vindmøller skal være en hellig ko, men valget af alternative energiformer er ikke blot et nationalt signal, men et signal til resten af verden, som ville kunne se at et helt folk på tværs af partiskel ville kunne stå sammen om en omlægning fra fossile brændstoffer til vedvarende energi.

Socialistisk folkeparti går mod deres årsmøde velvidende, at kamppladsen er kridtet op. De to hovedfløje i partiet er ved at have afklaret og finpudset deres argumenter. Tesfaye og Fuglsang er klar til en dyst om næstformandsposten. Som udenforstående kan man undre sig over, hvordan Tesfaye, hvis han skulle blive valgt, nogensinde vil få gennemført sine 10 teser, når man tænker på, at SF udgør et forsvindende mindretal i en regering styret af de radikale. Skal det være signalet til et brud med den siddende regering? Næppe. Det er svært at se Villy sige farvel til den udenrigsministerpost, han i den grad har kæmpet for. Derfor er det også svært at forstå, hvorfor Villy ønsker at støtte den centralisering og betonkommunistiske retning Tesfaye og Möger står for. Det er vanskeligt at forestille sig at socialistisk folkeparti ville sige farvel til regeringsindflydelsen.

Hvem holder så sammen på den samlingsregering, vi i øjeblikket har? Det gør de hårde økonomiske ”nysere”, som gennemfører den politik, der i større eller mindre grad præger det aktuelle politiske landskab. Vestager, Corydon og Möger har påtaget sig det ubehagelige hverv at være stopklodser for et overforbrug, som ikke blot er blevet pålagt samtlige ministerier, men også KL. Det har betydet, at det regeringsprogram som S og SF havde forestillet sig, før de blev overhalet af realiteterne på valgaftenen og de efterfølgende forhandlinger mellem de 3 regeringspartier, er gået fra at være mere eller mindre rødt til at changere mere over i retning af det blå, sluttende på det lilla.

Lige under de hårde ”nysere” gennemfører Frederiksen og 2 gange Hækkerup samt Lidegaard det slidsomme og ubehagelige arbejde, der skal gennemføres i begyndelsen af regeringsperioden, så ”kamelerne”, der blev slugt af vælgerne, kan være glemt, når vi om 3½ år nærmer os næste valg. En klog strategi, som ikke bør lade sig afspore af de meningsmålinger, som dømmer regeringspartierne ude dags dato.

Samtidig er det lykkedes regeringen at få de borgerliges bagland til at presse dem til at komme ud af hængekøjen og deltage i det aktuelle arbejde i folketinget. Det betyder trods alt ikke alverden, hvem der gennemfører den borgerlige politik, som den nuværende regering er tvunget til at få igennem, hvis økonomien ikke skal eksplodere.

Det er ikke til at forestille sig, at socialistisk folkeparti vil kunne få gennemført en brandbeskatning af boligejere, da rigtig mange af SF’s vælgere er boligejere, som er låst af de lån, de optog, mens verdensøkonomien kun gik en vej, og banker, politikere og erhvervsliv overbeviste almindelige lønmodtagere/ansatte/arbejdere om, at den vestlige økonomi var lige så konsolideret som Lehmann Brothers.

Det er lidt tudefjæsagtigt i dag at høre bankerne bede om forståelse for den krise, de har været hovedaktørerne bag.

Når almindelige borgere reagerer negativt, når de hører om de lønninger DONG har kastet i hovedet på deres hjernetrust, eller Nordeas danske direktør på bankens vegne køber en luksuslejlighed i Stockholm og sikrer sig en pension på over 100 millioner, er det et sundhedstegn, som i den grad kommer bag på de involverede parter, og en del politikere, som har sluppet jordforbindelsen og snakker om Jantelov i stedet for sund fornuft. De hårdeste indgreb i nyere tid regner ned over EU’s befolkninger. Stramninger i form af højere skatter og afgifter, højere pensionsalder, masse arbejdsløshed etc. er de instrumenter, EU’s politikere mener, der skal til. Reaktionen er masse- demonstrationer, punkt- eller generalstrejker.

I mange Vesteuropæiske lande er der valg hvert fjerde år. I mange tilfælde går de folkevalgte politikeres horisont til næste valg, hvorfor upopulære beslutninger som oftest undgås.  

Kamppladsen er gjort klar.